printer
Thailands tidligere premierminister Yingluck Shinawatra er blevet udelukket fra at deltage i politik i landet de næste fem år efter en afstemning i parlamentet, skriver Reuters.

Thailands militær-ledede regering har fredag stemt i en rigsretssag om Yinglucks indblanding i et kontroversielt ris-opkøbsprogram. Et nødvendigt flertal af forsamlingen har ifølge Reuters stemt for, at Yingluck Shinawatra er skyldig i uagtsomhed i forbindelse med ris-skandalen.

Udfaldet af afstemningen indebærer, at den tidligere premierminister ikke må være en del af den politiske scene i landet i fem år.

Yingluck Shinawatra har tidligere afvist de pågældende anklager.

Skrevetd.  23-01-2015 11:25 23/01-2015 11:25 2800  Fremvisninger 2800 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Thailands tidligere premierminister Yingluck Shinawatra skal for den thailandske højesteret, oplyser landets statsanklager fredag lokal tid. Ifølge nyhedsbureauet AFP bliver hun tiltalt for korruption for sin rolle i et kontroversielt, statsligt ris-opkøbsprogram, som har haft negative økonomiske konsekvenser.

Statsanklagerens kontor har gransket vidneudsagn og beviser indsamlet af en arbejdsgruppe i kombination med beviser fra det nationale anti-korruptionsudvalg, og vi er enige om, at det understøtter en tiltale mod Yingluck Shinawatra, siger Surasak Theerattrakul fra statsanklagerens kontor ifølge AFP.

Reuters skriver, at hun vil blive tiltalt for uagtsomhed over for statens ris-program. Sagen skal ifølge Reuters for Thailands højesteret, og bliver den tidligere premierminister kendt skyldig, risikerer hun op til 10 års fængsel.

Nyheden kommer, blot få timer før at landets militærledede regering skal stemme i en separat rigsretssag om Yinglucks indblanding i ris-opkøbet.

Yingluck Shinawatra har tidligere afvist de pågældende anklager.

Læs nærmere på:
- Anklaget for ris-spekulation: Thailand rejser sag mod eks-premierminister (DR Nyheder)

Skrevetd.  23-01-2015 11:01 23/01-2015 11:01 2669  Fremvisninger 2669 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Thailand anerkender officielt det tredje køn - kathoey - i landets kommende, nye forfatning. Det bekræfter den thailandske regering.

Jeg synes, det er godt. Der er mange ting, som ladyboys ikke kan i dag med den nuværende lovgivning, siger Phiyaphan, der er født som mand, men har levet som kvinde, siden hun var helt lille, med sin dybe stemme. Det er for eksempel svært at få et pas, at deltage i sportsbegivenheder, at få en bankkonto eller en forsikring, forklarer hun, medmindre hun registrerer sig som enten mand eller kvinde.

Thailand har generelt et afslappet forhold til landets omkring 300.000 ladyboys, der er en helt normal del af gadebilledet i landet. Men der er stadig mange thailændere, der er skeptiske overfor hende, fortæller Beer Phiyaphan. Nogle kan lide mig, andre kan ikke. Men det er jeg ligeglad med. Min familie har accepteret, hvem jeg er.

Nu bliver i hvert fald den officielle holdning imidlertid ændret. Thailands regering er i øjeblikket ved at omskrive landets forfatning, og når den bliver præsenteret i april, vil den officielt anderkende det tredje køn.

Det sker for at styrke ligestillingen og sikre samme rettigheder for alle køn, lyder det fra den thailandske regering i en pressemeddelelse.

Allerede i 2012 blev der første gang nedsat en kommittee, der havde til opgave at udforme lovforslag, der officielt anderkendte "det tredje køn". Forfatningen skal formelt godkendes af det thailandske militærstyre, når den fremlægges senere på året.

Læs nærmere på:
- Thailand får officielt et 'tredje køn' (DR Nyheder)
- Sirikorn er ladyboy: I Thailand kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til (DR Nyheder)
- Danske transseksuelle: Godt at ladyboys i Thailand nu bliver beskyttet (DR Nyheder)

Skrevetd.  22-01-2015 17:03 22/01-2015 17:03 3217  Fremvisninger 3217 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Den afsatte thailandske premierminister Yingluck Shinawatra indledte fredag sit forsvar i den første høring i rigsretssagen, der er rejst imod hende. Hvis hun kendes skyldig, risikerer hun at blive udelukket fra politik i fem år.

Yingluck Shinawatra ankom til høringen i hovedstaden Bangkok klædt i sorte bukser, sort jakke og en lyserød skjorte. Sikkerhedsfolk og en håndfuld af hendes partikolleger fulgte hende tæt.

- Jeg styrede regeringen med ærlighed og i overensstemmelse med alle love, sagde Yingluck Shinawatra til forsamlingen, der skal afgøre hendes skæbne.

Den thailandske anti-korruptionskommission anklager hende for at være skyldig i uagtsomhed over for statens ris-opkøbsprogram, som har haft negative økonomiske konsekvenser.

Ved fredagens høring afviser Shinawatra disse anklager.
- Målet med ris-programmet var at håndtere risbønders livsgrundlag, deres gæld og de faldende rispriser, sagde hun og tilføjede, at programmet har hjulpet 1,8 millioner thailandske risbønder.

Yingluck afsluttede sit forsvar ved dagens høring med at opfordre forsamlingen til at lytte uden forudindtagede holdninger og skjulte politiske dagsordener.

Læs nærmere på:
- Afsat leder afviser ris-anklager (Avisen.dk)
- Yingluck denies all charges (Bangkok Post)

Skrevetd.  09-01-2015 20:30 09/01-2015 20:30 2816  Fremvisninger 2816 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Den 26. december var det ti år siden, tsunamien ramte ti lande i Sydasien, og 280.000 mennesker mistede livet. Ødelæggelserne var enorme, og i årevis har samfund over hele regionen kæmpet med at bygge sig selv op igen.

I Thailand ramte katastrofen på seks forskellige destinationer, men ingen steder blev ramt så hårdt som Khao Lak.

Khao Lak ligger tæt ved en af jordens tektoniske plader og er derfor i evig tsunami-risiko. Derudover er området meget fladt med en kilometer-lang strand som kystlinje - men ingen skov eller terræn til at bøde af for vandet. Inde i landet er der bjerge, og det gør Khao Lak meget udsat. Tsunamien knuste stort set hele området mod klipperne i 2004, og det tog år, før området var bygget op igen.

Khao Lak har ikke et fungerende katastrofeberedskab, siger den thailandske tsunami-ekspert Kannapa Pongponrat. Vi har lavet mange planer – katastrofeberedskabsplaner, øvelser, evakueringsplaner og nogle manualer, som kan ligge på hotellerne. Men det er kun planer. Det er aldrig blevet implementeret, siger hun.

Hun fortæller, at det advarselssystem, der skal advare om en kommende tsunami, godt nok er der, men: Det bliver ikke vedligeholdt, så det er i stykker, siger hun.

Hun bliver bakket op af flere andre eksperter, blandt andet den tidligere chef for det thailandske Nationale Katastrofeberedskabscenter, Samit Thammasarot, der til Bangkok Post udtaler: Hvis der kom en tsunami i dag, ville vi så være forberedt? Nej, det ville vi ikke.

Kannapa Pongponrat forklarer, at vedligeholdelse og oplysning om tsunamier ikke har været en prioritet for skiftende thailandske regeringer siden tsunamien i 2004. Der har i mellemtiden været to kup og adskillige demonstrationer, og uroligheder i Thailand har gjort landets politiske situation ustabil i perioder. Men den manglende prioritering kan have store konsekvenser, lyder det fra Kannapa Pongponrat:

Hvis det skete igen, ville folk gøre det samme som første gang, tror jeg. Der er skilte med en evakueringsrute, men de er forvirrende og går i zig-zag. Folk ville vide, de skulle løbe, men ikke hvor de skulle løbe hen, siger hun.

Skrevetd.  29-12-2014 19:53 29/12-2014 19:53 4705  Fremvisninger 4705 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
I Thailand blev ofrene for tsunamien, der ramte 10 lande i Sydasien for præcis 10 år siden, i dag mindet. På turistdestinationen Khao Lak var der både taler af preministeren og adskillige diplomater – og en storstilet øvelse med blå blink og redningselefanter.

Bangkoks symfoniorkester spillede fra en overdådigt udsmykket scene.

En rød løber var rullet ud til de vigtige gæster; Hele toppen af den thailandske regering var til stede, og en stribe ambassadører, heriblandt den danske, Mikael Hemniti Winther.

I Thailand ramte katastrofen seks destinationer – det samlede tabstal for landet var 8212 mennesker. Men ingen steder, ramte bølgen så hårdt som på Khao Lak, hvor over 4000 mennesker omkom og hele området blev totalsmadret.

Det tog årevis at bygge op igen – og det var derfor, ceremonien afholdtes netop i Khao Lak.

Blandt publikum var der både turister og lokale. Der var familier til ofre, overlevende fra katastrofen og en række redningsfolk.

Den stort anlagte ceremoni fortsatte indtil ud på aftenen i Khao Lak, blandt andet med en beredskabsøvelsen, digtoplæsning, taler, en stearinlyshøjtidelighed og et minuts stilhed for ofrene.

46 danskere bekræftet omkommet, 79 nordmænd bekræftet omkommet, 5 savnes, 121 finner bekræftet omkommet, 57 savnes og 457 svenskere bekræftet omkommet, 86 savnes under tsunamien den 26. december 2004.

Skrevetd.  26-12-2014 21:15 26/12-2014 21:15 4104  Fremvisninger 4104 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Den 26. december er det 10 år siden, at en tsunami ramte Sydøstasien med voldsomme oversvømmelser til følge. Katastrofen fik alvorlige følger for mange danskere og deres pårørende.

I den anledning planlægger Danmark i samarbejde med Norge at afholde en mindre mindehøjtidelighed i Khao Lak på Phuket, Thailand på dagen den 26. december.

Der må forventes at være pårørende fra mange lande på Phuket for at markere 10-året. Ambassaden vil gerne have en e-mail fra pårørende, som planlægger at rejse til Phuket i den anledning: bkkamb@um.dk.

Under et undersøisk jordskælv i det Indiske Ocean (3° 33' nord, 95° 8' øst) ved øen Sumatra måles der svingninger på Richterskalaen op til 9,3. Det regnes for det fjerde- eller femtestørste udsving, der er målt, og resulterer i en af de værste tsunami-katastrofer i historien.

Mindst 231.000 mennesker (december 2004) i otte asiatiske lande (Indonesien/Sumatra, Sri Lanka, Indien, Thailand, Myanmar, Maldiverne, Malaysia og Bangladesh) bliver dræbt. Tsunamibølgen når også de flere tusinde kilometer til Øst- og Sydafrika, hvor der meldes om ofre fra Somalia, Tanzania, Kenya, Sydafrika, Madagaskar og Seychellerne.

46 danskere bekræftet omkommet, 79 nordmænd bekræftet omkommet, 5 savnes, 121 finner bekræftet omkommet, 57 savnes og 457 svenskere bekræftet omkommet, 86 savnes under tsunamien den 26. december 2004.

Kilde: Den danske ambassade, Bangkok, Thailand

Skrevetd.  16-12-2014 11:06 16/12-2014 11:06 4334  Fremvisninger 4334 Fremvisninger  1 Kommentar 1 Kommentar
printer
Til april vil den store åbning af GPV nye fabrik i Bangpoo Industrial Estate i Bangkok finde sted. I 2012 besluttede virksomheden, at det var nødvendigt at udvide kapaciteten i Thailand, hvor GPV har været til stede siden 1999.

- Selvom det er Europa, som vi kommer fra, så oplever vi et fortsat stigende behov for produktion og udvikling i Asien. Med den nye fabrik vil vi fordoble vores kapacitet. Samtidig investerer vi i nyt produktionsudstyr, så vi også kan tilbyde vores kunder nye muligheder i produktionen, der er blevet gearet til fremtidens behov for high-tech-løsninger, siger Bo Lybæk, der er administrerende direktør i GPV, i virksomhedens nyhedsbrev.

Den nye fabrik får 22.000 kvadratmeter produktions- og kontorfaciliteter. GPV har 900 ansatte i Thailand, og den nye fabrik ligger dør til dør med GPVs mekaniske fabrik, som stod færdig i december 2013.

GPV er en videnbaseret outsourcing partner med kernekompetencer inden for produktion af elektronik- og mekanikkomponenter og totalløsninger. Med specialer inden for højteknologisk og kompleks produktion er GPV en vigtig del af værdikæden for sine kunder, med fokus på deres forbedrede konkurrenceevne.

GPV er engageret i globalt orienterede kunder inden for områderne måleenheder og instrumenter, energi og miljø, marine og forsvar samt medico. GPV leverer totalløsninger eller enkeltydelser, der omfatter produkt- og produktionsmodning, design, konstruktion, produktion, montage, test - det vil sige alle faser fra ide til færdige leverancer.

Læs nærmere på:
- Ny GPV-fabrik fordobler kapaciteten i Thailand (Electronic Supply DK)
- The red carpet is ready to be rolled out for inauguration in Bangkok (GPV International A/S)
- GPV International A/S

Skrevetd.  12-12-2014 22:00 12/12-2014 22:00 3651  Fremvisninger 3651 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Kong Bhumibol fylder i dag 87 år.

Kong Bhumibol Adulyadej, Rama IX af Thailand, er født den 5. december 1927 i Cambridge, Massachusetts, USA. Udover at være født i USA tilbragte Bhumibol som ung en stor del af sin opvækst i Lausanne i Schweiz frem til afslutningen af anden verdenskrig.

Den thailandske konge er den niende konge fra Thailands Chakri-dynasti. Han er søn af Mahidol Adulyadej, prins af Songkla og Srinagarindra, og han overtog tronen efter at hans bror kong Ananda Mahidols (Rama VIII) døde i 1946. Kong Bhumibol blev formelt kronet i 1950.

Bhumibol Adulyadej er gift med Sirikit (født 1932) og deres ældste søn er tronfølgeren Maha Vajiralongkorn.

Kong Bhumibol Adulyadej er den konge i Thailand, som har siddet længst på tronen og derudover er han verdens længst regerende, nulevende monark.

Kong Bhumibol Adulyadej er højt elsket og æret af thailænderne og der hersker ingen tvivl om at Kong Bhumibol har været med til at sikre Thailand stabilitet og udvikling.

Thailand Portalen ønsker Kong Bhumibol et stort tillykke på dagen.

Skrevetd.  05-12-2014 20:48 05/12-2014 20:48 2873  Fremvisninger 2873 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Det Thailandske Generalkonsulat i Hvide-Sande lukker efter at Generalkonsul Ib Thomsen er gået bort.

Generalkonsul Ib Thomsen har igennem mere end 25 år arbejdet tæt sammen med den thailandske ambassade i Danmark om at varetage og markedsføre Thailand i Danmark.

Generalkonsul Ib Thomsen sov den 21. oktober stille ind.

Fremover skal alle henvendelser angående visum ske til Den Thailandske Ambassade i København.

Skrevetd.  07-11-2014 22:04 07/11-2014 22:04 4025  Fremvisninger 4025 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Der vil i perioden fra den 4. december og frem til den 10. december 2014 blive afholdt en udstilling omkring den thailandske konge og om hvorfor den thailandske befolkning elsker Kong Bhumibol.

Udstillingen åbner torsdag den 4. december 2014 klokken 11:00 med følgende program:
- Velkommen til arrangementet
- Velsignelsesceremoni sammen med den thailandske ambassadør H.E. Vimol Kidchob
- Der synges og tændes lys til ære for kongen
- Thai-danse, som hyldest til kongen
- Udstilllng om kongen*s bæredygtige projekter
- §kriv ønsker og hilsner til kongen
- Frugtudskæringer - thailandsk kunst
- Der kan købes kaffe og kage

Udstillingen vil være at se i Rådhushallen på Aarhus Rådhus.

For nærmere information:
- Flyer for arrangementet (PDF-format)
- Hjemmesiden for Aarhus Rådhus

Skrevetd.  07-11-2014 21:42 07/11-2014 21:42 3571  Fremvisninger 3571 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Norwegians direkte flyvninger mellem København og Bangkok er nu i luften. Dagens flyvning er selskabets første nogensinde mellem København og Thailands hovedstad.

Den nye rute har to ugentlige afgange, torsdag og søndag. Norwegian flyver allerede mellem Bangkok og Oslo og Stockholm, hvor ruterne er blevet rigtig godt modtaget.

Dette er Norwegians femte langdistancerute fra København. I forvejen tilbyder flyselskabet direkte ruter til New York, Los Angeles, Fort Lauderdale og Orlando. Derudover tilbyder Norwegian også flyvninger til San Francisco fra Oslo og Stockholm.

”Jeg er meget glad for, at vi nu kan byde passagerer velkommen om bord på en splinterny langdistancerute mellem København og Bangkok, som er en af danskernes favoritrejsemål.” siger Thomas Ramdahl, kommerciel direktør i Norwegian.

Fra 30. oktober flyver Norwegian to gange ugentligt (torsdag og søndag) mellem København og Bangkok.

Læs nærmere på:
- Norwegians første direkte flyvning mellem København og Bangkok er i luften (Norwegian)
- Norwegians Bangkok-rute godt fra start (Check-in.dk)

Skrevetd.  01-11-2014 00:00 01/11-2014 00:00 3818  Fremvisninger 3818 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Om der står Bangkok, Boston eller Buenos Aires på rejseplanen, så bliver det væsentligt lettere at komme frem, når Lufthansa til marts åbner en direkte rute fra Aalborg til Frankfurt.

- Det her er en mærkedag for os, for vi lagde for fem år siden en strategi om at skabe bedre forbindelser ud i verden for nordjyderne, det her er et af de større resultater af den strategi, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Der er foreløbig planlagt to daglige afgange mellem Nordjylland og Tyskland - med afgang fra Aalborg henholdsvis kl. 10.45 og kl. 18.30.

Afgangene er lagt, så de passer med forbindelsesfly fra Frankfurt til destinationer i Østen og bliver fløjet med fly af typen Bombardier CJR900 fra Lufthansa CityLine, der er et datterselskab i Lufthansa-gruppen.

Med direkte fly til en af verdens travleste lufthavne målt efter passagertrafik og det vigtigste knudepunkt for Lufthansa får nordjyderne derfor fremover nem adgang til det meste af verden.

Læs nærmere på:
- Lufthansa til Aalborg (Nordjyske.dk)
- Lufthansa åbner rute fra Aalborg til Frankfurt (Check-in.dk)

Skrevetd.  22-10-2014 23:59 22/10-2014 23:59 2939  Fremvisninger 2939 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer

Generalkonsul Ib Thomsen er den 21. oktober sovet stille ind. Generalkonsul Ib Thomsen har igennem mere end 25 år arbejdet tæt sammen med den thailandske ambassade i Danmark om at varetage og markedsføre Thailand i Danmark.

Ib Thomsen blev født den 21. juni 1938 i Grenaa. Han er ældste søn af en søskendeflok på 3.

Ib Thomsen blev 25. januar 1989 udnævnt til konsul for Thailand, og i år 2000 blev han udnævnt til Generalkonsul for Thailand. Ib Thomsen kunne derfor i januar fejre 25 års jubilæum som konsul for Thailand.

Han vil altid blive husket og savnet.

Ære være hans minde.

Links:
- Royal Thai Embassy, Copenhagen (Facebook)
- Generalkonsul Ib Thomsen på Facebook
- Det Kongelige Thailandske Generalkonsulat
- Generalkonsul Ib Thomsen død (Thailand Portalen)

Skrevetd.  22-10-2014 10:38 22/10-2014 10:38 5082  Fremvisninger 5082 Fremvisninger  6 Kommentarer 6 Kommentarer
printer
Pandora har allerede i dag verdens største smykkefabrik i Thailand. Nu har selskabet købt land til endnu en fabrik i landet. Pandora har købt en grund i det nordlige Thailand for at udvide produktionen i Thailand.

Det bekræfter pressechef i selskabet Jakob Risom over for Ritzau Finans. Vi søgte allerede en fabrikschef i maj, siger han.

Den thailandske avis The Nation skrev historien mandag.

Siden 2003 har Pandora produceret sine smykker i Gemopolis Industrial Estate i Bangkok. Der er man nu omkring 7000 ansatte og producerer 2 mio. smykker ugentligt. For seks år siden var antallet af ansatte 1300.

Læs nærmere på:
- Pandora gør klar til fabrik nummer to i Thailand (Berlingske Business)
- Pandora plans to build second factory (The Nation)
- Pandora planlægger ny fabrik i Thailand (Thailand Portalen)
- Dansk milliardær levede dobbeltliv i Thailand (Thailand Portalen)
- Ambassadøren holdt tale ved åbningen af PANDORAs Innovationscenter (Thailand Portalen)
- Produktionen i Thailand er afgørende (Thailand Portalen)
- Pandora fritages for skat i Thailand frem til 2019 (Thailand Portalen)

Skrevetd.  14-10-2014 12:02 14/10-2014 12:02 3592  Fremvisninger 3592 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Den thailandske regering har netop fremlagt en handlingsplan for, hvordan man kommer ulovlig handel med elfenben fra ulovligt dræbte afrikanske elefanter til livs.

Men planen beskriver ikke, hvordan thailandske myndigheder og forbrugere skal kunne skelne mellem elfenben fra thailandske elefanter, som lovligt kan sælges i Thailand – og så elfenben fra afrikanske elefanter, som det er ulovligt at sælge i Thailand.

- Det er ikke godt nok. Vi opfordrer den thailandske regering til at stramme betydeligt op på planen, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Bliver en thai afsløret i at have importeret eller eksporteret ulovlige elfenben, så er straffen, ifølge handlingsplanen, en bøde på op til ca. 350.000 kroner – eller maksimalt et års fængsel. Straffen for besiddelse af ulovlig elfenben takseres til en bøde på op til 175.000 kroner.

- Den straf er ikke hård nok. Straffen vil desværre ikke virke afskrækkende på de internationale, kriminelle netværk, der tjener svimlende summer på det omfattende, ulovlige krybskytteri rettet mod afrikanske elefanter, siger Gitte Seeberg, der har et meget konkret og enkelt råd til den thailandske regering:

- Forbyd al handel med elfenben i Thailand. Det vil effektivt forhindre, at man kan hvidvaske elfenben fra afrikanske elefanter på det thailandske marked, understreger generalsekretær Gitte Seeberg fra WWF Verdensnaturfonden.

Kilde: WWF

Skrevetd.  09-10-2014 12:18 09/10-2014 12:18 3631  Fremvisninger 3631 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Fredag aften kunne det thailandske politi meddele at en mand som er mistænkt for voldtægt og tyveri af penge fra en dansk kvinde den 27. september nu er blevet anholdt.

Efter 6 dages efterforskning havde politiet fredag lokaliseret og anholdt manden i Chantaburi-provinsen. Den anholdte blev identificeret ved hjælp af overvågningsbilleder fra et kamera på en benzinstation i Baan Amphur.

Efter anholdelsen er et billede af mistænkte mand blevet forevist den danske kvinde som udfra billedet har kunne identificere mistænkte som manden som gennemførte voldtægten og røveriet på hende.

Trods beviserne mod mistænkte så benægter mistænkte alle beskyldningerne med ham. DNA-prøver fra mistænkte og prøver fra gerningsstedet er nu ved at blive analyseret. Mistænkte holdes varetægtsfængslet indtil videre.

Læs nærmere på:
- Suspect arrested following sexual assault of Danish woman in Pattaya (Pattaya One)
- Politiets Facebook-side
- Dansk kvinde voldtaget under ferie i Pattaya (Pattaya Portalen)

Skrevetd.  04-10-2014 07:43 04/10-2014 07:43 3921  Fremvisninger 3921 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Lørdag den 18. oktober 2014 vil der i København blive afholdt en thaifest for det thailandske kongepar.

Ved thaifesten vil der være madboder med lækre thailandske retter, sunde drikkevare m.m. Der vil være mulighed for at opleve thailandsk folkedans, live musik "The Imagine" og sangkonkurrence samt lotteri med mange præmier.

Kom og tænd lys klokken 19:39.

Overskuddet fra thaifesten vil blive doneret til kongens projekter og Rak Thai Forening.

Thaifesten bliver afholdt i Hal C, Arsenalvej 6, 1436 København K.
Festen starter klokken 17:00 og fortsætter frem til klokken 02:00.

Kontakt for information og salg:
Denjai Club: +45 3379 7060
Nuu: +45 5012 7676
Nid: +45 3121 3329

Klik her for at se den danske og thailandske flyer for thaifesten

Skrevetd.  01-10-2014 19:24 01/10-2014 19:24 4350  Fremvisninger 4350 Fremvisninger  5 Kommentarer 5 Kommentarer
printer
En ung, dansk kvinde er blevet voldtaget under sin ferie i Pattaya i Thailand, skriver lokale medier.

Danskeren blev udsat for overgrebet lørdag aften, da hun på egen hånd var taget ud for at se på et naturområde i Na Chomthien i Sattahip-distriketet.

Da kvinden var på vej tilbage til Pattaya til fods, blev hun passet op af en thailandsk mand på motorcykel.

Han udgav sig for at være taxichauffør, og kvinden accepterede derfor tilbuddet om et lift tilbage til byen, skiver mediet Scandasia.

Men i stedet blev den unge dansker kørt til en plantage i Huay Yai, hvor manden angiveligt voldtog hende.

Politiet i Huay Yai har udsendt en tegning af den formodede gerningsmand, der er i alderen 25-30 år. Tegningen er blevet vist på thailandsk tv og på nettet.

Ifølge lokale medier er politiet i besiddelse af dna-materiale, herunder hår og et stykke klæde fra gerningsmanden, der er fundet på gerningsstedet i plantageområdet.

Læs nærmere på:
- TV-indslag fra thailandsk TV (Pattaya Portalen)
- Mand efterlyst: Dansk kvinde voldtaget i Thailand (BT)
- Dansk turist voldtaget i Thailand (Ekstra Bladet)
- Danish tourist raped by Thai man in Pattaya area (ScandAsia.com)
- Warrant out for Danish woman's rapist (Bangkok Post)

Skrevetd.  30-09-2014 18:12 30/09-2014 18:12 4053  Fremvisninger 4053 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Thailand's turistminister Kobkarn Wattanavrangkul har søsat en plan, der skal øge sikkerheden for landets turister, som er begyndt at holde sig væk.

Ministeren ønsker at indføre id-armbånd, som hotellerne skal stå for at distribuere.

"Når turister tjekker ind på et hotel, vil de få udleveret et armbånd med et serienummer, som matcher deres id og har kontaktinformationerne på det resort, hvor de bor. I tilfælde af at de er ude og feste til sent og f.eks. bliver fulde eller farer vild, så kan de nemt få hjælp," siger hun til Reuters.

Kobkarn Wattanavrangkul ønsker siden hen at videreudvikle konceptet, så armbåndene også kan spores elektronisk.

Ministeren overvejer desuden, om man skal sætte begrænsninger op for, hvor længe og hvor Thailands famøse strandfester kan afholdes.

Årsagen til planen er at Thailand først var voldsomt plaget optøjer, som har bølget frem og tilbage over nogle år. Så var der militærkuppet i maj, som langt fra var det første, og nu kæmper landet atter med sit omdømme, efter at to unge britiske turister blev brutalt myrdet den 15. september.

Turismen i Thailand står for omkring 10% af nationalproduktet.

Læs nærmere på:
- Minister vil indføre turistarmbånd efter dobbeltmord i Thailand (Jyllands-Posten)
- Thailand tourists may be issued with identification wristbands, minister says (The Guardian)
- Moves to protect tourists discussed on Koh Tao (The Nation)

Skrevetd.  30-09-2014 17:22 30/09-2014 17:22 4206  Fremvisninger 4206 Fremvisninger  1 Kommentar 1 Kommentar
printer
Med omgående virkning har Thai Airways øget bagagevægten med 10 kg på økonomiklasse, Business Class og First Class. Det betyder, at man nu kan medbringe op til 30 kg bagage på økonomiklasse (mod 20 kg hidtil), 40 kg på Business Class (mod 30 kg hidtil) og hele 50 kilo på First Class (mod 40 kg hidtil). Premium Economy har fortsat 30 kg maksimal bagagevægt. På alle klasser må der desuden medbringes 7 kg håndbagage.

For golfspillere, dykkere m.m. betyder det, at de fleste fremover vil kunne have et golfsæt eller dykkerudstyr med uden ekstra omkostninger, forudsat, at den samlede bagagevægt på 30/40/50 kilo ikke overskrides.

Bemærk venligst, at et enkelt stykke bagage maksimalt må veje 32 kg.

Thai Airways tilbyder i øvrigt specialpriser på visse typer ekstra bagage, f.eks. for cykler. Detaljeret information om ekstra bagage og priser kan findes på Thai Airways's hjemmeside (www.thaiairways.com) eller oplyses på det nærmeste Thai Airways kontor.

For nærmere information, check www.thaiairways.dk

Skrevetd.  24-09-2014 19:33 24/09-2014 19:33 3621  Fremvisninger 3621 Fremvisninger  2 Kommentarer 2 Kommentarer
printer
De thailandske myndigheder advarerer fastboende udlændinge om, at 'visa runs' strider mod de gældende immigrationsregler.

Det er af de thailandske immigrationsmyndigheder blevet understreget, at fastboende udlændinges ’visa run’, dvs. fastboende udlændinge, der rejser ud af Thailand for straks eller efter få dages ophold udenfor Thailand at rejse ind i Thailand igen og på den måde få fornyet sit visum til Thailand, er en overtrædelse af de gældende thailandske immigrationsregler.

Hvis en fastboende udlændinge mistænkes for ’visa run’, vil den pågældende blive interviewet af en immigrationsbetjent på indrejsestedet, og der vil skulle fremvises bevis for, at man ikke er fastboende, såsom returbillet, hotelbooking, økonomisk bevis for opholdet osv.

Hvis det ikke kan bevises, at man ikke er fastboende, vil indrejse blive nægtet, og den pågældende vil blive deporteret.

De thailandske immigrationsmyndigheder henviser til, at der skal søges om visum svarende til det egentlige formål med opholdet i Thailand forud for indrejse i landet.

Kilde: Den danske ambassade, Bangkok, Thailand

Skrevetd.  18-09-2014 10:12 18/09-2014 10:12 3953  Fremvisninger 3953 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Nu er det igen ved at være den tid på året hvor det er svampesæson og hvor man skal passe på at man ikke får nogle af de forkerte svampe indenbords.

Der har tidligere været problemer i norden med thailændere som får spist den giftige fluesvamp og det er i flere tilfælde endt med forgiftninger og i enkelte tilfælde med dødsfald.

Fluesvampen, der blandt andet vokser i Danmark, er blevet forvekslet med en almindelig svampeart kaldet posesvampen, som mange traditionelt spiser i Asien. Bare 50 gram af den giftige hvide fluesvamp er nok til at tage livet af et menneske.

Fødevarestyrelsen i Danmark har udarbejdet en folder på dansk som hedder "Ka' de spises?" og Giftinformationscentralen i Sverige har fået udarbejdet en lille god folder på thailandsk med information omkring nogle af de svampe man skal passe på ude i naturen.

Folderne kan printes ud og medbringes på svampejagten, så forgiftninger og det der er værre kan undgås.

Hent folderne her:
- เห็ดที่เป็นพิษมากที่สุด ในสวีเดน! (PDF-format)
- Ka' de spises? (PDF-format)

Advarslerne fra nogle af de tidligere år:
- Den årlige advarsel mod giftige svampe (2010)
- Giftige svampe i naturen (2009)
- Giftige svampe i naturen (2005)

Skrevetd.  13-09-2014 09:15 13/09-2014 09:15 3470  Fremvisninger 3470 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Pakkanan Winijchai er udpeget som ny direktør for det thailandske turistbureaus kontor i Stockholm. Der vælges en ny direktør hvert 4. år, og Pakkanan Winijchai tiltrådte stillingen i august i år. Hun kommer fra det thailandske turistbureaus kontor i provinsen Sukhothai i det nordlige Thailand. I Stockholm efterfølger Nalinee Pananon, som efter fire år i Sverige vender tilbage til Thailand.

Pakkanan Winijchai tiltræder som den fjerde direktør i ordningen, siden det thailandske turistbureau slog dørene op i Stockholm i 2002, og efterfølger dermed Nalinee Pananon. I rollen som direktør vil hun lede arbejdet med at fremme Thailand som turistmål i Norden og de baltiske lande.

- Med Khun Pakkanan Winijchais lange erfaring fra branchen og organisationen er hun en fortrinlig efterfølger. Hun vil lede det fortsatte arbejde med at styrke Thailands varemærke og fremme en holdbar turisme, siger Nalinee Pananon, som efter fire år i Stockholm nu vender tilbage til hovedkontoret i Bangkok.

Pakkanan Winijchai har arbejdet for det thailandske turistbureau i 21 år. Arbejdet i Stockholm bliver hendes første job uden for Thailands grænser. Tidligere har Pakkanan arbejdet i regioner i det nordlige og sydlige Thailand, blandt andet Phitsanulok, Tak, Uthai Thani, Phuket og senest i Sukhothai.

- Det er dejligt endeligt at være på plads. Jeg både tror og håber, at min erfaring fra turisthvervet i Thailand kommer os til gode her i Norden. Som vi alle ved, har Thailand længe været et populært rejsemål, og jeg håber, at vi kan styrke båndene yderligere landene imellem, siger Pakkanan Winijchai.

Link: Det Thailandske Turistbureau (Tourism Authority of Thailand)

Skrevetd.  04-09-2014 13:26 04/09-2014 13:26 3263  Fremvisninger 3263 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Lederen af den thailandske militærjunta er mandag blevet godkendt som Thailands ny premierminister af landets konge.

Det sker, efter at general Prayuth Chan-ocha torsdag blev valgt som premierminister af det parlament, som han selv har håndplukket. Der var ingen andre kandidater til posten.

Kongens godkendelse blev i forvejen blot set som en formalitet. Den baner vejen for, at Thailand kan få en ny midlertidig regering i løbet af de næste uger. Magten ventes dog at blive på militærjuntaens hænder.

- Hans kongelige højhed har godkendt general Prayuth Chan-ocha som premierminister til at lede landet fra denne dag og frem, lyder det i en meddelelse fra kongehuset.

Prayuth ventes senere mandag at deltage i en ceremoni ved hærens hovedkvarter i Bangkok.

Prayuth Chan-ocha og militæret overtog magten den 22. maj i år efter seks måneders folkelig uro og til tider voldelige demonstrationer, som førte til den demokratisk valgte premierminister Yingluck Shinawatras fald.

Skrevetd.  25-08-2014 08:16 25/08-2014 08:16 2272  Fremvisninger 2272 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer
printer
Thailands kupleder, general Prayuth Chan-ocha, er torsdag som ventet ved en afstemning i landets parlament blevet valgt som ny premierminister.

Den thailandske konge skal nu formelt godkende beslutningen, før den 60-årige Prayuth Chan-ocha officielt kan indtage embedet som regeringsleder.

Generalen var den eneste kandidat til posten og fik 191 stemmer ud af 197 mulige. Tre medlemmer var fraværende og tre undlod at stemme.

En unavngiven udenlandsk diplomat i Bangkok siger til Reuters, at "titlen som premierminister bare er en kosmetisk ændring".

Prayuth er en soldat og ikke en demokratisk valgt politiker, og vestlige lande vil fortsætte med at presse Thailand til at gøre fremskridt mod frie og retfærdige valg, siger diplomaten.

Militæret overtog magten den 22. maj i år efter seks måneders folkelig uro og til tider voldelige demonstrationer, som førte til den demokratisk valgte premierminister Yingluck Shinawatras fald.

Siden har Prayuth Chan-ocha fungeret som premierminister, og nu har generalen og militæret altså befæstet sit greb om magten.

Skrevetd.  21-08-2014 08:17 21/08-2014 08:17 2161  Fremvisninger 2161 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer