Pårørende til alle savnede er kontaktet
printer
Rigspolitiet har besluttet at fjerne listen med navne på savnede danskere efter flodbølgekatastrofen fra internettet. Navnene fjernes i dag kl. 18.

»Det skyldes, at listen ikke længere tjener noget efterforskningsmæssigt formål,« forklarer kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet, Niels-Otto Fisker. Ved middagstid var status den samme som i går aftes: 57 danske statsborgere savnes fortsat, mens syv andre er bekræftet som omkomne.

Offentliggørelsen af listen med de danske savnede fra flodbølgekatastrofen i Sydøstasien har givet så mange oplysninger, at politiet nu har et næsten fuldstændigt billede over antallet af savnede danskere.

Rigspolitiet har været i kontakt med pårørende til alle på den offentliggjorte liste, og de pårørendes oplysninger er blevet lagt i politiets database med informationer til identificeringsarbejdet i katastrofeområdet. Samtidig har rejseholdet efterforsket den liste af delvist identificerede personer, som ikke blev offentliggjort - den såkaldte mørkeliste, og der er nu kun ganske få personer på den liste.

Derfor findes der nu kun én liste med de 57 savnede - den liste som politiet nu fjerner her til aften.

- Politiken - Pårørende til alle savnede er kontaktet

Skrevetd.  05-01-2005 15:27 05/01-2005 15:27 4338  Fremvisninger 4338 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.