Ligalandsholdet skal til Thailand i januar
printer
DBU sender efter et års pause atter denne vinter Ligalandsholdet – truppen af aktuelle og potentielle A-landsholdsspillere fra primært Superligaen – på træningsophold.

Udover de daglige træningspas i et klima, der giver trænerne mulighed for at inkludere en række tekniske og taktiske detaljer i træningerne, vil træningsopholdet også omfatte tre kampe i den traditionsrige Kings Cup-turnering, som det danske Ligalandshold vandt de seneste to gange i 2009 og 2010.

Udover værtsnationen Thailand er der endnu ikke sat navne på de øvrige to deltagerlande, som DBUs engelske agent, KAM Sports International, og det thailandske fodboldforbund i øjeblikket forhandler med.

Blandt kriterierne for at gennemføre træningsturene indgår forhold som destination, træningsforhold og modstandere samt naturligvis økonomi.

”Det glæder mig meget, at vi har fået mulighed for at kombinere træningsturen med deltagelse i Kings Cup-turneringen igen. Det giver en høj effektivitet for os kun at have én destination på træningsturen, og det giver en ekstra motivation at deltage i en turnering, som vi i øvrigt har vundet de seneste to gange,” udtaler landstræner Morten Olsen.

Udgifterne til Ligalandsholdets seneste træningstur beløb sig til 1,7 millioner kroner, hvoraf den største enkeltpost var 630.000 kroner i kompensation til klubberne for at have spillerne til rådighed på træningsturen.

Det kommende træningsophold gennemføres over en periode på 14 dage med afrejse den 10. og hjemkomst den 23. januar 2012. Ligalandsholdstruppen bestående af en snes spillere vil blive udtaget i ugen efter afslutningen på efterårets Superligarunder.

Syvende gang til Thailand
DBU har arbejdet med det såkaldte Ligalandshold – de aktuelle og potentielle A-landsholdsspillere fra primært de danske Superligaklubber – siden 1983.

Den kommende træningstur bliver den syvende til Thailand og den fjerde med Morten Olsen som træner, efter Ligalandsholdet første gang var på træningsophold i Bangkok i 1988 med Sepp Piontek som ansvarlig. I 1996 stod Richard Møller Nielsen i spidsen for Ligalandsholdet under træningsturen til Bangkok, to år senere var Bo Johansson træner for truppen.

I 2003 var holdet med Morten Olsen som træner på en kombineret træningstur til Bangkok og Hong Kong, og såvel i 2009 som senest 2010 var Ligalandsholdets deltagelse i den traditionsrige Kings Cup-turnering en del af træningsopholdet, som blev gennemført på henholdsvis feriedestinationen Phuket og Nakhon Ratchasima-provinsen fire par timers kørsel fra Bangkok.

Kun tre aflysninger på 27 år
Kings Cup-turneringen var i år rykket fra januar til februar, og lå derfor dels udenfor den periode, som DBU gennem sin samarbejdsaftale med Divisionsforeningen har spillerne til rådighed dels sammenfaldende med den internationale spilledato for venskabslandskampe, som DBU benyttede til at spille landskampen mod England i Parken den 9. februar.

DBU havde i år tilbud om træningsophold og to kampe i Abu Dhabi eller Dubai samt Jordan i januar, men kontakten til en række udenlandske fodboldforbund og kampagenter var ikke tilstrækkeligt attraktive til en træningstur.

DBU har arbejdet med Ligalandsholdet som en landsholdsaktivitet siden 1983, og har siden gennemført 25 træningsture til udlandet.

Dermed har DBU kun to gange tidligere i de foregående 27 sæsoner måttet opgive at finde egnede træningsture for Ligalandsholdet. Det var første gang som resultat af den økonomiske afmatning som følge af terrorangrebene i USA i september 2001, hvor DBU i stedet arrangerede en Ligalandsholdskamp mod Norge på Brøndby Stadion i marts, og anden gang var i 2005.

Ligalandsholdets aktiviteter indgår i landstrænerens samlede arbejde med A-landsholdet. Ligalandsholdet er en landsholdsaktivitet, der indgår i samarbejdsaftalen mellem DBU og Divisionsforeningen. DBU betragter Liga-landsholdets aktiviteter som en investering i udviklingen af de pågældende spillere til gavn for spillerne, deres klubber samt A-landsholdet.

Udover de langsigtede målsætninger med træningsturen vil et væsentligt delmål være næste sommers EM-slutrunde i Polen og Ukraine.

Læs nærmere på: DBU

Skrevetd.  16-10-2011 20:25 16/10-2011 20:25 4267  Fremvisninger 4267 Fremvisninger  1 Kommentar 1 Kommentar


  Kommentarer
5816 #1 ABS d. 17/10-2011 klokken 06:52:25
Jamen herligt så skal man jo til fodbold.Cheers
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.