Regnbuens farver har lagt sig over min nye 250 siders guide til Thailand. Men så afgik den thailandske konge ved døden. Og i dag bliver hans jordiske rester transporteret fra Siriraj Hospital i Bangkok til Grand Palace i den gamle bydel. Hele byen bærer sort tøj. Jeg bærer til gengæld på en bog, der ikke vidste bedre – før i denne uge altså. Men nu har forlaget givet mig lov til at hive bogen ud af trykpressen.

Dødsfaldet er et kæmpe psykologisk slag for Thailand, selv om nationen egentlig burde være forberedt. Kongen har været indlagt mere eller mindre permanent på hospitalet i Bangkok siden september 2009.

Dengang – for syv år siden – tog jeg forbi for ved selvsyn at opleve den kult, der iklædt lyserød og gul sad forskansede i hospitalets have som en beskyttende ånd over landsfaderen. Lige siden har mine udgaver af ’Turen Går Til Thailand’ været præget af henholdende passager, der i bogens baggrundskapitler kunne beskrive kongens status som nær Gud på jord uden at nævne det unævnelige: En dag går kong Bhumibol bort.

Det er der en god grund til. Thaierne ville nemlig ikke tro det. Og de kunne heller ikke så meget som nævne det. Loven om majestætsfornærmelse hersker i Thailand, og de senere år er den blevet benyttet flittigt til at idømme helt almindelige mennesker fængselsdomme på op mod 15 år. Ikke på kongens opfordring, men snarere som et politiserende element i den magtkamp, som har fundet sted i det politiske Thailand de seneste ti år.

Enhver kan i princippet anklage en anden for majestætsfornærmelse.