maik skrev:

”How are you?” spurgte barpigen i sit forsøg på at komme i kontakt med mig. Straks var mit humør ødelagt. Det var et af de sædvanlige spørgsmål. Hvorfor var alle Pattayas barpiger så fantasiløse? Det var altid de samme spørgsmål, de benyttede som scorereplik. Allerede på forhånd vidste jeg, hvad der ville komme i fortsættelsen. Hvor kommer du fra? Hvad er dit navn? Hvor lang tid bliver du her? Og så videre.

”Som en blind abe i en flaske,” svarede jeg.

”Hvad?” Barpigen så desorienteret på mig. Som var jeg en grøn Marsmand med lange ører og en stor næse.

”Ganske vist en stor flaske, men fortsat en flaske,” tilføjede jeg.

”Hvor kommer du fra?” valgte den thailandske barpige at fortsætte. Hun fattede tydeligvis ikke en brik, af det jeg sagde, og det var der ikke noget mærkeligt i, for det gjorde jeg vist heller ikke selv. Til gengæld kunne jeg ikke overse, at pigens arme var overtusset med farverige motiver. Det klædte dem ikke. Ikke fordi jeg havde noget imod tatoveringer, men dette her var for overdrevet.

”Du spørger for meget,” svarede jeg og drejede omkring, så jeg vendte ryggen mod pigen.
”Hvor lang tid bliver du her?” fortsatte barpigen. Fattede hun virkelig ikke en hentydning? Mit kropssprog burde med al tydelighed fortælle, jeg ikke gad snakke med hende. Hun var åbenbart fatsvag som en amøbe i en møgbeskidt vandpyt.

Et øjeblik overvejede jeg at rejse mig op og forlade stedet med en bemærkning om, at jeg gik nu. Det ville være svar på hendes seneste spørgsmål. Men min ølflaske var fortsat halvfyldt, de dråber var der ingen grund til at lade gå til spilde bare fordi, en forvokset kakerlak med afskyeligt sværtede forlemmer ikke fattede, jeg ikke gad snakke med hende. Jeg risikerede bare at blive udsat for samme gang ordtortur i den næste bar, jeg besøgte. Derfor valgte jeg i stedet at forholde mig tavs og ignorere amøben.

Mine øjne faldt på tv-skærmen, som hang lige under loftet på barens bagvæg. Den viste fodbold – en kamp som blev spillet for et par dage siden, jeg kendte allerede resultatet. Alligevel var det bedre at følge med i den end at besvare forudsigelige og mekaniske floskler.

Det blev nu ikke lang tid, jeg fik lov til at se fodbold. Sådan cirka treogtyve et halvt sekund. Derefter var der en barpige som skiftede kanal. Ikke den samme som havde plaget mig med sine forudsigelige spørgsmål, men i stedet en pige der var optaget af at spise et måltid græshopper, og som åbenbart ønskede at se thailandsk sæbeopera samtidigt. Det var i al fald en sådan tv-skærmen nu viste. Og den græshoppespisende barpige sad og stirrede fascineret på den, som viste den hendes eget fremtidige bryllup med en herre, der havde anus fyldt med klingende mønt.

Jeg gad til gengæld ikke længere glo på fjernsyns-skærmen. At se thailandske sæbeoperaer fandt jeg næsten lige så spændene som at tælle rynkerne i mit eget aldrende fjæs. Derfor vendte jeg omkring på barstolen og begyndte i stedet at betragte den gående trafik, som passerede baren. Det var primært mænd i alle aldre, som bevægede sig forbi. Nogle i flok andre i selskab med sig selv eller en thailandsk kvinde.

Begærligt tog jeg en slurk af min øl. En ordentlig en. Derefter var flasken så småt ved at være tom. Det var ved at være tid til at skifte rasteplads, denne bar havde ikke mere at tilbyde – mest af alt mindede den mig om et brugt kondom. Tømte det sidste af ølflaskens indhold og rejste mig op. Kiggede til begge sider, derefter drejede jeg til højre og gik hen ad fortovet langs Beach Road.

*

Jeg drejede omkring hjørnet og vandrede op ad Soi 7. Benene havde ikke ført mig lang vej op af den, før jeg kom til et etablissement, hvor hallo-piger udenfor reklamerede med billig vandhane-øl. En gogobar. Normalt besøgte jeg ikke den slags barer, når jeg bevægede mig rundt i denne del af SinCity. Derfor havde jeg endnu aldrig betragtet denne bar fra den indvendige side. Men en gang skulle jo være den første – som det hed sig – og det kunne lige så godt være i aften.

Indenfor var alt dekoreret i hvidt, som var det en reklame for lunken mælk. Væggene var hvide, siddepladserne var hvide, bordene var hvide, og dansepodiet med de næsten afklædte ungnymfer var hvidt. Hvis gogobaren havde haft et akvarium med guldfisk, havde både det og guldfiskene, sandsynligvis også været hvidt. Allerede da jeg fik serveret et glas af det billige sprøjt – som i det mindste ikke var hvidt – havde jeg fortrudt, jeg var gået her ind. Så meget hvidt, det var for meget.

Alligevel blev jeg siddende lidt endnu. Jeg drak en slurk af min øl, den måtte godt have været koldere. Så meget hvidt – og så kunne de ikke engang servere noget drikkelse, der var koldt som et snehvidt landskab.

Mine øjne patruljerede rundt i lokalet og endte ved forhøjningen midt i lokalet. På den stod fire piger og vrikkede åndsfraværende til musikken. Som man kunne forvente, var de iklædt hvid bikini. Ingen havde tilsyneladende fortalt dem, at klæder skaber folk. Ikke fordi det betød noget, alle var de mentalt set så langt væk, at de slet ikke ænsede, at der fandtes kunder i baren. Her risikerede jeg i det mindste ikke at blive udsat for et af de sædvanlige spørgsmål om, hvor jeg kom fra og så videre.

Jeg tog endnu en slurk af mit glas og kunne ikke lade være med at vrænge ansigt. Indholdet var fortsat alt for lunkent. Øl skulle være koldt. Iskoldt. Jeg kiggede på glasset, det var fortsat halvfyldt. I det mindste havde det været billigt. Derefter rejste jeg mig op og forlod hønsehuset.

*

Vandreturen op ad Soi 7 fortsatte. Jeg kom til området med friluftsbarer. Og piger der ikke ville lade mig gå forbi, men greb fat i mine arme, når jeg forsøgte at steppe udenom dem. Jeg blev kaldt ’handsum’ og ’sexy’ adskillige gange, men det var jeg vant til, når jeg færdedes i Pattaya, så det kunne ikke bringe mit sved i kog.

Jeg fik rykket mig fri fra de nærgående kvinder og fandt en bar, hvor det kvindelige personale var knap så nærgående. Her forsøgte de i det mindste ikke at rykke mig i stykker i deres forsøg på at få min opmærksomhed. Jeg fandt en tom barstol, hvor jeg kunne sidde og nyde en øl. Og denne gang var det en ordentlig øl. En af de kolde.

Alene fik jeg dog ikke lov til at sidde i lang tid. Allerede på forhånd kunne jeg se, hun havde udvalg mig som sit næste offer. Et lille, let buttet pige klædt i shorts og en Mickey Mouse T-shirt. Med raske skridt havde hun sat kursen mod mig. Jeg vidste, hvad der ville følge om et øjeblik. Minnie Mouse ville plage mig med de sædvanlige spørgsmål. Til en begyndelse ville hun spørge om, hvordan jeg havde det. Derefter ville hun stille spørgsmål som; hvor kommer du fra, hvad er dit navn, giver du en drink. Bah, jeg hadede den slags spørgsmål. Også selvom det sidste af dem ikke blev udtalt verbalt.

”Jeg komme fra Månen,” sagde Minnie Mouse, da hun kom hen til mig. Hun havde et stort smil – nærmest et grin – på læberne.

”Hvad?” Et øjeblik var jeg helt rundt på gulvet. Eller barstolen må det vel egentlig have været. Så fik jeg taget mig sammen og lo med hende. ”Og jeg kommer fra Mars.”

”Du er den første jeg møder fra Mars.”

”Der findes heller ikke ret mange af os.”

Egentlig tilhørte Minnie Mouse ikke den slags piger, som tiltrak mig. Alligevel gav jeg hende en drink. Hendes originalitet fortjente at blive belønnet. Endelig en barpige som undlod at maltraktere mig med de sædvanlige spørgsmål.

*

Jeg havde forladt Minnie Mouse og friluftsbaren og fortsatte op ad Soi 7. Jeg kom forbi nogle restauranter. Ingen af dem ville nogensinde komme på tale til Michelinguiden. Det havde de for lidt ophøjede dekadence til. Til gengæld kunne man spise billigt her, uden man behøvede tænke på, om man var iført den rigtige klædedragt.

Mad var imidlertid ikke noget, der optog mine tanker på dette tidspunkt. Næsten lige så lidt som ballet og præsten i kirken. Jeg havde allerede spist. Derfor fortsatte jeg forbi proletarspisestederne.

Kort før Second Road kom jeg til et område med barer, hvis facader var helt åbne ud til gaden. Fra en af barerne lød der buldrende teknomusik. Lydstyrken havde et niveau, som gjorde samtale – skal vi kalde det – besværligt. Men hvem havde lyst til at snakke? Ikke mig. Min erfaring med thailandske barpiger sagde mig, at de fleste af dem holdt sig til de samme stereotype spørgsmål. Så jeg havde ikke noget imod at opholde mig et sted, hvor man ikke kunne føre en samtale.

Jeg fandt en tom siddeplads og bestilte en øl. Der fik jeg lov til at sidde alene i fred for en tid. Men ikke evigt. Som bekendt har alt godt altid en ende. Det gjaldt også mit selskab med mig selv. På et tidspunkt var der en barpige med en overdimensioneret røv, som stillede sig ved siden af mig. Hun fik det til at se tilfældigt ud, men jeg vidste bedre. Det var ikke spor tilfældigt, hvad den slags piger foretog sig i den henseende.

”How are you?” spurgte pigen da også et øjeblik senere. Det var ikke mere end lige, jeg kunne høre spørgsmålet gennem den buldrende musik.

Jeg rystede på hovedet og pegede på mit ene øre. Egentlig var jeg ligeglad med, om jeg gjorde det overbevisende.

”How are you?” spurgte kvindemennesket med den store røv en gang til. Denne gang lidt højre.

”Mai dai yin krap,” svarede jeg og rystede endnu engang på hovedet, imens jeg pegede på mit ene øre.

*

Adskillige øl senere slentrede jeg hen ad Soi Buakhao. Heldigvis skulle jeg ikke følge en lige linje, for det havde jeg nok ikke været i stand til, men skiftevis sættet den ene fod foran den anden kunne jeg fortsat finde ud af.

At jeg havde fået så kasketten den passede, betød ingenlunde, at jeg havde nogen planer om at trække mig tilbage for i aften. Nej, tværtimod. Det var først nu, jeg var ved at være tændt. Det var først nu, jeg var kommet til live. Tid til at der skete noget. Tid til sjov.

Jeg kom til en halvstor friluftsbar. Den havde jeg hidtil aldrig besøgt. Men det kunne se ud til, der var pænt med mennesker. Både kunder og barpiger. En tom siddeplads var det dog ikke svært at finde.

Efter at have fået serveret en af de kolde kiggede jeg mig omkring. Ved et poolbord stod en mandlig gæst og en af barens piger og spillede, det man spillede på et sådant bord. Det kunne se ud til, at det var barpigen, som var ved at vinde, hvilket der ikke var noget som helst overraskende i, da den slags piger ofte spiller pool adskillige timer hver eneste dag.

I det samme bemærkede jeg, der var levende musik i baren. En midaldrende thailandsk mand sad bag et keyboard og fremførte popsange af lidt ældre dato. Sange det var til at nynne med på. Keyboardbokseren gjorde det egentlig ganske godt, derfor havde jeg ikke lagt mærke til ham i første omgang.

Mine øjne spejdede rundt på barens piger. De fleste af dem havde allerede mandligt selskab. Det gjaldt i al fald dem, som mine fugtige øjne gad betragte. Men det forhindrede mig ikke i at iagttage dem. Især en ung dame med halvstore bryster og langt sort hår fangede min opmærksomhed. Og det gjorde det slet ikke spor dårligere, at det kunne se ud til, at hendes mandlige selskab var ved at bryde op.

Fem minutter senere var idioten skredet. Barpigen skuede med et professionelt blik rundt i beværtningen. Derfor var et var ganske let at få øjenkontakt med hende, og et øjeblik senere stod hun ved siden af mig.
”How are you?” spurgte barpigen og smilte.
”Jeg har det fint,” svarede jeg snøvlende og besvarede smilet. Mine øjne kunne ikke rigtig finde ud af, om de skulle rettes mod min samtalepartners blik, eller om de skulle fokusere på hendes bryster. Når man havde to øjne, burde man egentlig kunne gøre begge dele samtidigt.

”Hvor kommer du fra?” fortsatte pigen med det lange sorte hår. At det var endt med, at mine øjne havde valgt at fokusere på hendes bryster, generede hende tilsyneladende ikke.

”Danmark,” svarede jeg resolut og tilbød hende samtidigt en drink.

Sikke en vidunderlig kvinde, tænkte jeg, imens barpigen hentede sin drink. Og sikke en herlig samtale. Det måtte være det her, jeg havde søgt efter hele aftenen.