Kæmpetigerrejen, som vi alle kender fra supermarkedets frysebokse, er en yndet spise, ikke kun her, men i stort set hele verden. Kæmperejen (Peneaus monodon) lever virkelig op til sit navn. Den bliver under gunstige forhold op til 35 cm lang. I Thailand har man produceret tigerrejer i mange år, og produktionen er eksploderet siden midten af 1980’erne.

Den traditionelle metode, som har været benyttet til rejedyrkning i mange år - også kaldet den ekstensive metode - er en meget ren og udelukkende naturlig dyrkningsform. Der benyttes store bassiner på 2-20 ha i kystnære områder - oftest i mangroveområdet - da det er tidevandet, der bringer både rejelarver og plankton, som rejerne lever af, ind i bassinet. Rejerne, P. monodon og P. merguiensis, holdes tilbage af net ved udløbene. Under hele opfodringsperioden benyttes tidevand til at holde bassinvandet rent, og der tilsættes ikke kunstfoder. Densiteten af rejer er meget lav, 2-5 rejer/m2 og udbyttet ligeså, men de eksterne udgifter er stort set lig nul.

Op gennem 1970’erne blev den semi-intensive metode udviklet. Denne er en monokulturproduktion fortrinsvis med P. monodon. Produktionen foregår i lukkede, kunstige damme som er på 3-5 ha med en densitet på 5-10 rejer/m2. Der er en bedre vandkontrol, vandudskiftningen foregår med pumper og en stor del af den naturlige føde er erstattet af kunstfoder. Rejelarverne kommer hovedsageligt fra klækkerier. Den semi-intensive metode er i dag den mest udbredte pga. den relative simple dyrkningsmetode.

Midt i 1980’erne blev den semiintensive metode yderligere udviklet og kaldes nu den intensive metode. Foderet er udelukkende kunstigt, alle larver kommer fra klækkerier og densiteten er øget til 30-100 rejer/m2. Vandudskiftningen er øget i takt med intensiveringen og kan nu være så meget som 40% per dag. Bassinstørrelsen er under 1 ha.

Langt størstedelen af rejefarmene er enkeltmandsproduktioner, og for både den semi-intensive og den intensive metode drejer det sig groft sagt bare om at grave et hul af passende størrelse, præparere den ofte sure mangrovebund med forskellige kalktyper, pumpe vand ind fra havet og fortynde det til den rette salinitet med enten opsamlet regnvand eller grundvand for til sidst at komme rejelarver i og fodre på dem indtil en passende størrelse. Derefter høstes rejerne ved at tømme bassinet.

Er tigerrejer klamme - eller en okay spise? Og hvad gør man som forbruger, hvis man gerne vil have lidt mere styr på de tigerrejer, man putter i sin wokgryde?

I Sverige er en række supermarkeder og restauranter gået sammen om at boykotte tigerejer. Produktionsforholdene kan ikke forsvares etisk, mener blandt andet Naturfredningsforeningen dér.

Derfor er Madmagasinet Bitz & Frisk taget til Bangladesh for at undersøge, hvordan rejerne bliver til.

Tigerrejen er en varmtvandsreje, det vil sige, at den naturligt findes i de lune tropiske farvende. Når man opdrætter tigerrejer skal dette altså også foregå i varmtvandsbassiner.

Det kræver ifølge bla. WWF, Verdensnaturfonden, utroligt mange ressourcer at opdrætte i varmt vand, og opdrættet har derfor en negativ indflydelse på både miljø og den omkringlæggende natur. Det betyder, at tigerrejen er en af de fødevarer, der har det største klimaaftryk.

Derudover er farmerne ofte dårligt uddannede og bruger derfor, som man kan se i Madmagasinet, større mængder antibiotika end foreskrevet.

Uanset miljø- og klimapåvirkning, så slår Christian Bitz fast:
- Tigerrejer har et højt indhold af proteiner og et lavt fedtindhold. Derudover indeholder skaldyr - herunder rejer - flere typer af sunde næringsstoffer, blandt andet jod, zink og selen.

Webmaster skrev:

Rejerne i Thailand er varmtvandsrejer, dem i Danmark/Grønland er koldtvandsrejer.

Koldt- eller varmtvandsrejer

Koldtvandsrejer har en dejlig frisk, salt og neutral smag samt en fast konsistens. De har en anden smag end varmtvandsrejer, idet de vokser langsomt og kan være op til syv-otte år, når de fanges.

Koldtvandsrejer fanges i det fri i farvandene omkring Grønland, Canada, Norge og Island.

I modsætning hertil fanges varmtvandsrejerne ved Afrika, Indien, Kina samt Mellem- og Sydamerika, hvor de ofte opdrættes i dambrug eller farmes i nedlagte rismarker. I det varme miljø vokser rejerne hurtigt. De er ét til to år, når de fanges, og kan blive meget store. Varmtvandsrejerne har en forholdsvis løs konsistens i rå tilstand, men får en mere fast og sej konsistens efter kogning. De er mest egnede til varme retter eller som eksempelvis indbagte rejer.

Både koldt- og varmtvandsrejer sælges med og uden skal. Produktionen af koldtvandsrejer udgør ca. 10 pct. af den totale rejeproduktion på verdensplan.

Conrad skrev:

Hej DK,

Poo dam eller mud crab bliver ogsaa opdraettet i damme.

Men ligesom rejer kan de ogsaa faaes fanget i fri tilstand.

Conrad

Webmaster skrev:
I aften tager Madmagasinet Bitz & Frisk tigerrejer op i programmet.
Man kan se programmet på DR1 i aften klokken 21:55.

Læs nærmere på: Kend dine tigerrejer

Web skrev :I modsætning hertil fanges varmtvandsrejerne ved Afrika, Indien, Kina samt Mellem- og Sydamerika, hvor de ofte opdrættes i dambrug eller farmes i nedlagte rismarker

Girobank skrev:

Hugobørge.

der er mange flere krav end du nævner- har aldrig hørt om arbejdsstyrken(mindreårige).

men der stilles meget strenge krav til at kunne dokumentere, at der ikke er sprøjtegifte/pesticider i grøntsager fra asien.

Og der er ret svært at dokumentere.

mht. til thailandskæmperejser, så har jeg endnu ikke set dem i forretninger herhjemme, er næsten altid fra Vietnam eller Pakistan.