På trods af sit løfte om at styre Thailand tilbage mod demokratiet, strammer Prayuth Chan-ocha sit greb.
General Prayuth Chan-ocha virker tilfreds med den overdådige tilværelse i det politisk liv. Thailands premierminister er aldrig langt fra folk som støtter ham og lobbyister i Bangkoks regeringsbygning fra 1920’erne, en neo-gotisk bygning pyntet med klassiske nøgne udsmykninger og en særlig fyldig Buddha i jade.
Overdådigheden er langt fra, hvad Prayuth oplevede i sine fire årtier som soldat, da han blev uddannet til at imødegå fjendens ild fra skyttegravene i junglen. Alligevel udtrykker han utilfredshed med denne stilling til sin karriere, væk fra kasernen. Han sidder i denne magtstilling, siger han, kun på grund af sin pligtsfølelse. “Når folk er i problemer, er vi, soldaterne, der for dem,” fortæller han til TIME.
Spørgsmålet for Thailand er, hvor længe de vil være der. Fire år er gået siden Prayuth, 64, tog magten i et kup. Det var det 12. succesfulde kup siden oprettelsen af et konstitutionelt monarki i 1932, og Prayuth lovede hurtigt at styre den sydøst-asiatiske nation, med 69 millioner indbyggere, tilbage til demokratiet.
Men det thailandske folk venter stadig på at stemme om deres fremtid. Mange her og i regionen frygter, at under Prayuths ledelse er Amerikas ældste allierede i Asien underlagt en permanent autoritær regression. Det er et mønster, der er set andre steder i regionen, hvor Kinas indflydelse vokser, og præsident Trump forfølger sin “Amerika først”-doktrin.
Lige nu virker USA mindre engageret end nogensinde for de mindre regionale allierede som Thailand i den 10-medlems sammenslutning af sydøst-asiatiske lande ASEAN. Selvom Trump tog imod Prayuth i Det Hvide Hus i oktober, siger den thailandske leder, at Washington nu ser ud til ”at have lidt travlt med sine egne problemer. Der lader til at være længere mellem USA og ASEAN.”
Hvad angår modstandere, er der ingen konkurrence. “Venskabet mellem Thailand og Kina har eksisteret i over tusind år, og med USA i omkring 200 år,” siger Prayuth. “Kina er Thailands partner nummer et.”
Født i den nordøstlige provins Nakhon Ratchasima, begyndte Prayuth sin karriere på Chulachomklao Royal Military Academy, som anses for Thailands West Point. Som ung officer modtog han Ramathipodi-medaljen, landet fornemmeste æresmedalje for anerkendelse i felten. “Da jeg var ung, handlede patriotisme om at melde sig til hæren og kæmpe i frontlinjen for sit land,” siger han. “Jeg sagde til mig selv at jeg måtte give mit liv for hjemlandet og monarkiet.”
Den royale familie behandles næsten guddommeligt i Thailand. Prayuth styrkede båndet til den royale familie og fik tilnavnet Little Sarit, efter feltmarskal Sarit Thanarat, der tog magten gennem et kup i 1957 og hjalp monarkiet til dets fornemme rolle i det thailandske samfund. I dag har hvert thailandsk hjem et portræt af monarken som det øverste billede i hjemmet. Og landet praler af nogle af verdens strengeste love mod kongelig kritik, love som i oftere grad bruges til at undertrykke modstand.
Mange er overbeviste om at Prayuths kup havde til formål at holde Thailands elite ved magten, i en følsom tid med et regentskifte. Thailands nye konge, Maha Vajiralongkorn, fører en ukonventionel livsstil og har ikke opnået den samme respekt som hans far. Prayuth siger at han kun tog magten for at bevare orden. “Jeg kunne ikke tillade yderligere skade i mit land,” siger han, og henviser til lidt historik. “Det var på grænsen til undergang.”
Prayuth var kun fire måneder fra den obligatorisk pension da han tog magten den 22. maj, 2014, efter seks måneders gadedemonstrationer mod den lovlig valgte regering, under tidligere statsminister Yingluck Shinawatra. Demonstrationerne kostede mindst 28 livet og efterlod mere end 700 sårede. I mere end et årti, har Thailand været præget af farveklædte gadedemonstrationer, mellem de typiske tilhængere fra landdistrikterne for Yingluck og hendes bror Thaksin – der bestred posten som statsminister fra 2001 til 2006 – og deres overvejende modstandere fra storbyerne, og deres støtte fra paladset, militæret og domstolene. Dem der støtter Yingluck, bærer rødt. Deres modstandere, bærer gult.
Siden 2014, har Prayuth genoprettet Thailands relative styrke. Under juntaens opsyn, er BNP’en vokset til næsten 4%, eksporten er på det højeste i syv år og en rekord på 35 millioner turister møvede sig ind på og i Thailands strande og templer i 2017. Infrastrukturprojekter, som f.eks. €45 milliarder Euro til Eastern Economic Corridor-havne, jernbaner og fabrikker sydøst for Bangkok, har fået grønt lys. “Dette var ikke bare fire års arbejde, men en tid til at løse problemer, overkomme forhindringer og skabe stabilitet, sikkerhed til at bevæge sig mod fremtiden,” siger Prayuth.
Præcis hvad fremtiden vil bringe forbliver usagt. Fredelige demonstranter bliver rutinemæssigt tilbageholdt. Mindst 1,800 civile ser frem til retsforfølgelse ved militær domstolene, i hvad Human Rights Watch beskriver som “en konstant dybere afgrund af menneskerettighedsmisbrug.” Prayuth har et anstrengt forhold til medierne. Han kastede engang en bananskræl efter en journalist og truede med at ”henrette” dem han anså for uretfærdige. I januar medbragte han en papudskæring af sig selv til en pressekonference, placerede den foran journalisterne, og bad dem spørge ”ham her”.
Og han fremstår tonedøv overfor folkets klager. Han beværter et ugentligt tv-show, hvor han beklager landets sygdomme og fremsætter lamslående løsninger. For at tackle fattigdom, rådede han til at “arbejde hårdere.” For at undgå gæld, foreslog han “ikke at tage ud og shoppe.” Han har brokket sig over “sort magi” og “forbandelser” fra modstandere. På et besøg ud i landdistrikterne, blev han fotograferet i samtale med en frø.
Prayuth skriver også sange og digte for at udtrykke sig selv, og har udgivet to kommercielt distribuerede pop singler, der modtog blandede anmeldelser. “Mine sange er måske ikke smukke, men det er en måde for mig at udtrykke mine tanker og kommunikere med folket,” siger han. “Det thailandske folk elsker poesi.”
Hans forsøg på at installere et nyt politisk system for at bringe demokrati tilbage til Thailand betyder stadig at de væbnede styrker vil fungere som den styrende magt. Selvom der bliver afholdt valg, vil militæret udpege en tredjedel af kabinettet, og effektivt have det endelige ord på visse centrale politiske beslutninger. Prayuth mener dette vil neddrosle “vinderen tager det hele”-systemet i et majoritets styre. “Vi kan ikke kun tage hensyn til majoriteten og glemme minoriteten, som tidligere thailandske demokratier har gjort,” siger han.
Og dog føler mange aktivister at de er længere fra demokratiske valg end nogensinde før. Den seneste oplyste dato for et valg er februar 2019, selvom repræsentanter på tværs af Thailands politiske spektrum tvivler. “Hr. Prayuth bruger enhver metode til at blive på magten,” siger forhenværende vicepremierminister Chaturon Chaisang.
Dem der modsætter sig mod ham kan se frem til alvorlige konsekvenser. Nuttaa Mahattana, 39, er en af de fem ledere af “We Want to Vote”-bevægelsen, der blev arresteret ved en fredsommelig demonstration på den fjerde årsdag for Prayuths kup. Hun anklages for adskillige drakoniske overtrædelser, inklusive tilskyndelse til oprør, som giver en maksimal fængsling på 7 år. “En junta hører ikke til i et demokratisk system,” fortæller Nuttaa TIME fra bag tremmerne i hendes ringe celle i det centrale Bangkok. “De fleste vil gerne have demokrati. De vil bare ikke have deres familiemedlemmer arresteret.”
Prayuth står uberørt når han bliver konfronteret med demonstranternes skæbne. “Vi har været meget overbærende,” siger han. “Hvis vi lod dem demonstrere frit, kunne det forhindre demokratiets fremgang.”
Dette skift i retning af en løs autoritarianisme, der drejer rundt om en enkelt figur, er ved at blive et mønster på tværs af ASEAN. Filippinerne – som, ligesom Thailand er en amerikansk traktatallieret – har fastlagt sig i Kinas sfærer under den populistiske præsident Rodrigo Duterte, som er blevet kritiseret af vesten for sin brutale narkokrig. I Myanmar hviler den internationale censur over de etniske udrensning af Rohingya-mindretallet, mens kinesiske investeringer strømmer ind i det militær dominerede land. Og den Beijing-støttede regering i Cambodja med premierminister Hun Sen i spidsen, har slået ned på oppositionens politikere og kritikere i de seneste måneder.
Historisk set, var Thailand noget af en undtagelse for reglen, når det drejede sig om amerikanske relationer. Den meget populære kong Bhumibol Adulyadej, der døde i 2016, blev født i Cambridge, Massachusetts, USA. I 1950’erne og 60’erne var landet et værn mod det kommunistiske, livlige Sydøst-Asien, og i Vietnamkrigen var Bangkok en vigtig mellemstation for amerikanske tropper. I 1969 hyllede præsident Nixon USAs “dybe åndelige og ideologiske bånd” med Thailand.
USA har siden tabt deres status som top handelspartner til Kina. Efter Prayuths kup suspenderede Washington alle mindre vigtige officielle besøg og en tredjedel af amerikansk bistand til Thailand, og fordømte interventionen som “uden begrundelse”. Kina forblev tavs.
Siden da er det militære samarbejde mellem Beijing og Bangkok blevet øget. Thailand har købt 49 kinesiske kampvogne og 34 pansrede køretøjer, for over $320 millioner dollar, plus tre ubåde på for mere end $1 milliard dollar. Der er planer om en fælles kinesisk-thailandsk våbenfabrik i den nordøstlige provins Khon Kaen. Beijings $1 billion vejnetværksindsats – et handels- og netværksinfrastruktursprojekt, der følger den gamle silkevej – står til yderligere at øge sin regionale gennemslagskraft.
Som følge heraf, bliver det liberale demokrati i stigende grad ikke betragtet som den hurtigste vej til velstand. I Beijing har præsident Xi Jinping strammet censuren, udrenset modstandere og fjernet præsidentembedets tidsbegrænsninger, hvilket effektivt giver ham mulighed for at regere for livet. Denne model kan se tiltalende ud, især når den sammenlignes med det kaos der foregår i Washington. “Folk ser succeser i autoritære lande og bliver derfor utålmodige med den rodede demokratiske proces”, siger den tidligere thailandske premierminister Abhisit Vejjajiva.
Den skarpe side af Prayuths styre bemærkes mest i det befolkningsrige nord og nordøst, hvor Yingluck stadig er populær. Soldater river pro-Yingluck plakater ned og irettesætter hendes tilhængere. “De klagede endda over, at jeg havde farvet mit hår rødt,” siger Yinglucks tilhænger Paanoi Udomsri, 68, på markedspladsen, hvor hun sælger jordnøddebrød.
I mellemtiden har stigende arbejdsløshed og tilbagetrækningen af bistandsprogrammer skadet folk som Suwanna Khanadham fra det nordlige Chiang Mai, der ejer en kantine der sælger khao soi (karry nuddelsuppe). Prisen på palmeolie er næsten fordoblet, og prisen på en enkelt citron er steget fra 15¢ til 40¢. “Soldaterne har ingen vision for, hvordan man kan forbedre landet,” klager Suwanna. “De ved kun, hvordan man kontrollere.”
Prayuths plan for et kvasi-demokrati, styret af militære generaler, stoler på, at folk som Suwanna ikke vender tilbage til gaderne. “Hvis vi ikke holder valg i februar, tror jeg det vil være det sidste strå,” siger Thida Thavornseth, leder af pro-Yingluck protestgruppen med de røde trøjer.
Der er andre tegn på, at spændingerne snart når et kritisk punkt. Anklager om korruption mod juntaens højprofilerede officerer har sat gang i det offentlige raseri. Gummibønder fra det sydlige Thailand, der støttede kuppet, føler sig forrådt, da juntaen ikke har fået de faldende gummipriser til at vende. Andre er rasende over krænkelserne på protester over landrettigheder . “Når Prayuth er i fjernsynet, så slukker vi,” siger gymnasielærer Juraiporn Tapin, 61, spydigt. “Vi vil alle gerne slippe af militæret så hurtigt som muligt.”
John Winyu, som er vært for det satiriske online-show Shallow News in Depth, siger at på sociale medier skifter unge thailændere fra at være interesseret i K-pop-stjernerne til at være politisk aktive, bevæbnet med deres hashtag #WeWanttoVote. “Folk begynder at fatte, at soldaterne vil være her for evigt, medmindre vi gør noget,” siger han.
Prayuth insisterer i mellemtiden på, at hans diktatur er afholdende og midlertidigt. “Jeg har aldrig forestillet mig at blive premierminister på denne måde”, siger han. “Det var mit livs sværeste beslutning.” Så er det helt sikkert at han ikke fastholder magten efter februar 2019? “Det afhænger af situationen og folket,” siger han med et træk på skuldrene. “Jeg har ingen kontrol over det.” Millioner af thailændere føler det samme.
Artiklen blev bragt den 2. juli 2018 i det amerikanske nyheds-magasin TIME.
4 Trackbacks / Pingbacks