Tv-satsningen på nettet bliver nu sluppet fuldstændig løs af den danske Skype-stifter Janus Friis og hans svenske makker Niklas Zennström.
Efter en længere prøveperiode med omkring 1,3 millioner brugere får alle nu lov til at prøve kræfter med tv-tjenesten Joost på internettet.
»Vi har testet Joost de seneste otte-ni måneder, og har fået en masse god feedback. Nu åbner vi op, så alle kan downloade og prøve Joost uden, at man behøver en invitation fra en ven«, siger Janus Friis til Ritzau.
Det er stadig i en tidlig startfase, hvor der ikke er så meget dansk indhold endnu. Men der er masser af musikvideoer, sport, dokumentarprogrammer. Og der er store mål med tv-projektet, pointerer han.
»Vi har enorme forventninger til det her. Førhen var det ikke muligt at skabe et globalt tv-netværk. Det er det nu. Ambitionen er på ingen måde mindre end Skype - snarere tværtimod. Vi håber om flere år at have 100 millioner eller flere, der bruger Joost hver dag«, siger han.
Kilde:
http://politiken....387779.ece