[img]http://www.thailand-portalen.dk/temp/2015_11_13_fs.jpg[/img] is not a valid Image.
Ægteskab Uden Grænser står bag en kampagne hvor de prøver at oplyse om urimeligheden i at der bliver strammet op på familiesammenføringsområdet på grund af den nuværende flygtninge/immigrations-situation.
I ovenstående billede ser man nogle af de krav en dansker som får en ægtefælle hertil som familiesammenført skal leve op til. Og det er for de mennesker man vil stramme reglerne endnu mere - regler som alligevel ikke vil ramme flygtninge/immigranter som påberåber sig asyl.
Jeg tillader mig at være så fræk at bringe lidt fra af det Ægteskab Uden Grænser nævner i deres seneste nyhedsbrev:
At rette bager for smed
Også Socialdemokraterne melder sig nu i køen af partier, der vil stramme reglerne for
familiesammenføring. Når der kommer så mange flygtninge til Danmark, er vi nødt til at skrue
ned nogle andre steder, mener deres udlændingeordfører Dan Jørgensen. I ÆUG kan vi ikke forstå,
hvorfor danskere med udenlandske ægtefæller skal bøde for, at der er krig i Syrien. Det er da lige
så absurd som at sige, at hvis der er flere, der får kræft, så må vi skrue ned for antallet af
hjerteoperationer. Hvis man anstrenger sig bare lidt, kunne man nok finde andre end lige netop de
hjertesyge at sende den regning til.
Desuden er det virkelig svært at forstå, hvordan integrationen af flygtninge skulle gå lettere, bare
fordi nogle danskere med udenlandske ægtefæller bliver tvunget til at udvandre til f.eks. Sverige.
Og det er heller ikke fordi, der er så forfærdelig meget at ”skrue” på til at begynde med.
Ganske vist stiger antallet af familiesammenføringer i disse år kraftigt. Men det skyldes alene, at
der er flere flygtninge, der får deres ægtefæller og børn med til Danmark. Det har de ret til ifølge
flere internationale konventioner, som Danmark deltager i. Og desuden er det vel sund fornuft, at
man ikke splitter eksisterende familier ad. Så antallet af den slags familiesammenføringer kan kun
begrænses ved, at der kommer færre flygtninge.
Altså er løsningen ikke at stramme familiesammenføringsreglerne.
Konkret har Socialdemokraterne 3 forslag:
- Boligkravet skal ændres, så det ikke kan opfyldes ved at bo i en ”ghetto”
- Det skal gøres obligatorisk at bestå Danskprøve A2 efter 12 måneder
- Den herboende skal være i arbejde, under uddannelse eller tilkendt en varig ydelse på ansøgningstidspunktet
Hvad angår det første forslag, bor der 68.000 personer i de såkaldte ”ghettoer”. Det svarer til cirka
1 ud af 80 borgere i Danmark. Modsat Socialdemokraterne og Venstre, som var de første med
denne ide, tror vi i ÆUG ikke, at familiesammenførte oftere bor i ”ghettoer” end resten af
befolkningen. For familiesammenførte skal jo være selvforsørgende, og problemet i ”ghettoerne”
er netop, at hovedparten af beboerne er på overførselsindkomst.
Så forhåbentlig vil der ikke være særlig mange, der bliver berørt af den stramning, hvis den bliver
gennemført. Og de uheldige finder vel bare en anden bolig, før de søger om familiesammenføring.
Hvad der vil ske, er derfor primært, at nogle af de selvforsørgende borgere, som man ellers netop
arbejder hårdt for at få ind i ghettoområderne, bliver nødt til at flytte ud af dem. Det virker ikke ret
gennemtænkt, og det løser i hvert fald ikke nogen integrationsproblemer
Hvad angår forslaget om at gøre det obligatorisk at tage Danskprøve A2, så er der i forvejen en
del, som tager denne prøve frivilligt for at få nedsat deres bankgaranti. Resten får fremover ikke
noget valg. Men det får forhåbentlig ikke nogen til at opgive deres familiesammenføring, så den
stramning er vel umiddelbart til at leve med. Især fordi de få uheldige, der måtte dumpe til prøven,
blot kan søge om en ny opholdstilladelse, hvorefter de 12 måneder starter forfra.
Det mest vidtgående forslag er, at Socialdemokraterne vil kræve, at den herboende skal være i
arbejde, under uddannelse eller tilkendt en varig ydelse på ansøgningstidspunktet. Det vil først og
fremmest betyde, at man ikke længere kan få sin ægtefælle til Danmark, medens man er på
dagpenge fra A-kassen. I stedet må man vente, til man har fundet et nyt arbejde.
For nogen vil det betyde, at de må vente lidt med at blive familiesammenført. Men lige som med
de andre to ideer, finder vi det tvivlsomt, om det vil få særlig mange til at opgive deres
familiesammenføring. Det håber vi da i hvert fald ikke, at det vil.
Så lige som med de nye regler for statsborgerskab er retorikken både en del anderledes og værre
end det faktiske indhold. Familiesammenførte er nogen, der bor i ghettoområder, er dårligt
integrerede, og som ikke gider lære dansk. Men nu kommer det handlekraftige danske
Socialdemokrati og gør noget ved sagen. Det er grundlæggende det budskab, Dan Jørgensen har til
den danske befolkning. Og det budskab er der langt mere galt med, end der er med selve de ting,
Socialdemokraterne foreslår.
Jeg har svært ved at være uenig med Ægteskab Uden Grænser i ovenstående, der er så andre ting er jeg så ikke helt enig med dem i, men det er en anden sag.
Jeg finder det fuldt forståeligt at man vil stramme op for de flygtninge/immigranter som kommer hertil eller som rejser gennem landet til andre lande. Fuldt ud forståeligt og fair at man gør noget ved det (i følge min mening), men det er altså vanvittigt at man så er ude med riven overfor mennesker som intet har med den flygtninge/immigrations-situation at gøre og mennesker som tilmed ikke ligger systemet og landet til last.
Hvis man vil følge mere med i hvad Ægteskab Uden Grænser laver, så er der her et par gode links til dem: