Fra lørdag den 7. oktober indfører politiet i Københavns Lufthavn en ny og skærpet grænsekontrol, hvis man som rejsende skal flyve uden for Schengen-området.
Den skærpede grænsekontrol er et krav fra EU og gælder, hvis den kommende destination går til for eksempel England, USA, Thailand, Tyrkiet eller andre lande, der ligger uden for det europæiske Schengen-samarbejde.
De nye regler trådte i kraft i resten af Danmarks havne og lufthavne allerede den 15. september, men gælder først fra den 7. oktober i Københavns Lufthavn.
I praksis vil man få tjekket sit pas grundigere. Det vil både blive scannet og kontrolleret i politiets og andre relevante EU-databaser.
Kontrollen skal sikre politiet et endnu mere fintmasket net i forsøget på at forebygge organiseret, grænseoverskridende kriminalitet.
Den øgede paskontrol vil fra lørdag den 7. oktober uundgåeligt skabe længere kø ved paskontrollen i Københavns Lufthavn.