#1
Skat og Pandora er blevet enige om en aftale, der betyder, at den danske smykkevirksomhed skal betale knap en milliard kroner tilbage i skat. Aftalen betyder også, at virksomheden vil ændre deres skatteberegninger fremover.
Årsagen til milliardaftalen er, at Pandora ifølge Skat har lavet forkerte skatteindbetalinger i en seksårig periode fra 2009-2014.
- Vi har været uenige med de danske skattemyndigheder om, hvordan vores værdiforøgelse på vores produktion i Thailand skulle vurderes. Efter nogle møder med skattemyndighederne er vi blevet enige om en aftale og en afklaring om de fremtidige skatteforhold, siger Kristian Lysgaard, der er kommunikationschef i Pandora.
Smykkevirksomheden Pandora hører hjemme i Danmark, men deres smykkeproduktion foregår i Thailand.
Twisten imellem Pandora og Skat går derfor på, hvilken værdiforøgelse, der sker af deres produkter ved produktionen i Thailand, og hvordan fordelingen af skattebetaling imellem den skat, der skal betales i Thailand og Danmark, skal være.
Har I bevidst spekuleret i at betale skat i Thailand frem for i Danmark?
- Nej, det har intet med det at gøre. Vores produktion foregår i Thailand, og derfor har vi også vurderet, at det var den rigtige skatteansættelse, der har bare været en anden opfattelse hos de danske skattemyndigheder.
Læs nærmere på:
DR