#1
Svaret på Thailands energi-kvaler er grønt byggeri, mener arrangøren af den netop afholdte GBR Expo Asia 2014 - Asiens største messe for miljøtænkning i byggebranchen.
Den thailandske regering har i årevis haft fokus på energi-problemet, og med en byggebranche i fremgang burde det være ganske oplagt at reducere forbruget via grønt byggeri. Men det sidste år har den politiske situation i landet været ustabil, og derfor venter byggebranchen stadig på konkret, politisk handling.
Det er fjerde gang, messen afholdes, men det er først nu, at ideen om bæredygtigt byggeri begynder at vinde klangbund i den thailandske byggebranche. Ajiuveat Vongthong fortæller, at nøgleordene i Thailand har været billigt og effektivt. Men det holder ikke i længden, mener han.
- De første grønne byggerier kom i 2007, og nu er det ved at blive almindeligt at tænke miljøet ind i byggeriet, forklarer han.
Det er særligt energi-delen af byggeriet, der er fokus på, forklarer han. Omkring to tredjedele af Thailands hastigt voksende energiforbrug kommer i dag fra naturgas, men de naturlige lagre er ved at være udtømte. Thailand har naturgas nok til omkring 10 år mere - så er det slut. Derfor handler meget af det thailandske grønne byggeri om energi-besparelser i byggeriet.
- Solenergi er populært. Mange offentlige bygninger begynder at have solfangere oppe på deres tage nu, siger han.
Læs nærmere på:
Thailand har brug for grønt byggeri (Bygge|teknik)