---

Rejsebrev fra Sydøstasien. Stat og regering i Bangkok har vedtaget en ambitiøs udbygning af veje og infrastruktur. Pengene til det er til stede, og det kan uden tvivl skabe vækst. Minderne om krakket i 1997 præger fortsat erhvervslivet.

Man kan blive så frygteligt nærsynet, når man har boet i den samme by hele sit liv. Folk i Oslo, Stockholm og København kender til det. Det er skønne steder, men man får gradvist sværere og sværere ved at se, at der sker udvikling. I stedet har man fornøjelsen at kunne genfinde alle faser af ens liv når man bevæger sig rundt i byen.

Mens jeg kører i bil i Bangkok med en lokal investerings strateg oplever jeg, at han har det på samme måde med sin by. For mig virker Bangkok rasende dynamisk og kaotisk. Men sådan ser han ikke på det.

Thailand har allerede toppet, fortæller han. Det ligner et modent marked, og det er ifølge ham svært at se, hvorfra væksten skal komme. Gennemsnitsalderen i befolkningen er nu hele 36 år. Langt fra den dynamiske, demografiske profil i andre lande i regionen. Og lønningerne er blevet for høje, andre lande tiltrækker nu de globale produktions virksomheder. Bedste bud på endelig at få lidt gang i hjulene er at legalisere omfattende gambling, mener han. Duer ikke at kineserne og Macau er løbet med det marked!

Udvikling i regionen
Som sagt: Udefra set er denne strategs pessimisme overdreven. En økonom i en af byens ledende banker fortæller en anden historie: Væksten de kommende år vil være drevet af udvikling af provinsområderne, stigende handel – og investering på tværs af landegrænser i regionen og ikke mindst meget omfattende infrastruktur projektet.

Erhvervsfolk i Bangkok taler ikke meget om Kina, men fremhæver Thailands mulighed for at være centrum i egen region. Som tidligere nævnt er Vietnam langt fra velstandsniveauerne i de udviklede lande. Også Myanmar, Cambodia og Laos har en lang, eller meget lang, rejse foran sig. Traditionsvirksomheden Siam Cement bekræfter historien. Den har planer om at bygge cement fabrikker i hele regionen, og ser frem til Thailands infrastruktur investeringer.

Sammenbrud huskes
Møder på turen indledes altid med en høflig forventnings afstemning: Er det jeres første gang i Bangkok/Saigon/KL/Singapore? Svarene varierer fra ”første gang”, ”besøgt landet en håndfuld gange” til ”rejst rundt i månedsvis, både med arbejde og familie”.

Jeg byder ind med, føler jeg selv, et skelsættende tidspunkt i Sydøstasiens historie. Udsendt økonomisk reporter fra Berlingske Tidende i oktober 1997, for at beskrive det værste finanskrak i regionens historie med global betydning. Valutasammenbrud og aktienedsmeltning. Fallitter over hele linjen og nødhjælp fra den Internationale Valutafond.

Thailand havde en såkaldt ”fast valutakurs” overfor dollar og fri kapitalbevægelighed. I dag ved man bedre, at det er en livsfarlig cocktail for et vækstland. Lokale lånte rask væk til 6 pct. i USA og placerede penge i rentemarkedet i Thailand til 12 pct. Det lignede en pengemaskine, men til sidst brød valutaen sammen.

Vi opdager, at begivenhederne dengang fortsat præger hver virksomhed, vi møder, seksten år senere. Selskaberne har oplevet risiko dybt reelt, begivenheder som med et kan fjerne eksistensgrundlaget for en virksomhed og kaste et land ud på dybt vand. Mange overlevede, de fleste på bankers nåde. Samme banker var i øvrigt også i knæ.

Konglomerater opleves sikre
Så hvad gør da virksomhederne for at undgå at havne i samme situation, hvis økonomien igen falder sammen? Mange i regionen er tilbøjelige til at opbygge konglomerater, hvor gynger og karusseller kan udligne hinanden.

I et globaliseret børsmarked giver det en lavere værdifastsættelse, fordi hovedparten af de institutionelle investorer i verden gerne vil have rene varer i stedet for blandede bolsjer. Og hver enkelt sektor har sine egne forretningsmæssige kendetegn; for eksempel er pengestrømmene i et mineselskab fuldstændig anderledes end i en dagligvarekæde.

En lavt prisfastsat aktie gør det sværere for virksomheden at rejse ny kapital, og kan gøre et selskab til mål for en såkaldt fjendtlig overtagelse. Men hvis man er velkonsolideret, uden behov for ny kapital og samtidig beskyttet på ejersiden – så kan man sikkert leve fint med en trykket aktiekurs i årevis.

SKAGEN ser det snarere som en mulighed: Konglomerater kan sælge fra og forenkle sig selv. Rene selskaber kan ikke gøre yderligere på selskabs strukturen for at gøre sig interessante for selskaber.

Kilde: Skagen Fondene