#1
6.359 fanger vil blive løsladt. Sådan lød det i dag fra den statsstyrede tv-kanal i Myanmar.
Kritikere var skeptiske, da landets regering for en måned siden grundlagde en national menneskerettighedskommission med det formål at få Myanmars tilstand kigget efter i sømmene. Men dagens offentliggørelse er kommet, blot en time efter at den nationale menneskerettighedsorganisation udtalte, at den opfordrede regeringen til at løslade landets såkaldte samvittighedsfanger, der ikke er en trussel for staten, skriver CNN. Det vides endnu ikke, hvilke fanger, der vil blive løsladt, men ifølge stats-tv skal de mange fanger allerede løslades i morgen.
Myanmar, der tidligere hed Burma, har en dyster fortid, når det kommer til fængsler. Der findes ingen officielle tal, men angiveligt findes der mere end 2.000 politiske fanger i landets fængsler. Blandt dem er journalister, kritikere af regeringen, aktivister og munke, der har deltaget i demonstrationer for demokrati, og medlemmer af landets etniske grupper, der vil have flere rettigheder. Vestlige lande og menneskerettighedsorganisationer har i lang tid lagt pres på Myanmar for at få løsladt netop de politiske fanger. Et væsentligt gennembrud skete i november, da landets nye regering løslod oppositionslederen Aung San Suu Kyi, der havde tilbragt 21 år i fangenskab.
Det er dog uvist, om der vil være politiske fanger iblandt de 6.359, der skal løslades i morgen. Derfor reagerer oppositionen med forsigtig glæde. »Det her er en rigtig god nyhed, og vi håber, at politiske fanger vil være iblandt dem, der løslades«, siger Nyan Win, der er talsmand for Aung San Suu Kyi BBC.
Selvom den gode nyhed spreder håb, er der en risiko for, at det blot er tomme løfter. Tidligere har Myanmar nemlig i flere tilfælde offentliggjort, at de ville løslade politiske fanger, men har ikke holdt deres ord. I 2009 løslod den daværende regering 7.000 fanger, men blev kritiseret af organisationer, fordi det ikke gjaldt de politiske fanger.
Samtidig har landet en dyster fortid, når det kommer til behandlingen af de indsatte. Så sent som i juli påstod menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, at indsatte i Myanmars fængsler blev brugt som menneskelige skjolde i konflikter mod militante grupper, og at de blev henrettet, hvis de forsøgte at stikke af.
For næsten et år siden afholdt Myanmar det første valg i tyve år, hvor militærstyret blev udskiftet med en regering styret af civile, der dog har militær opbakning. Den nye regering stod bag løsladelsen af Aung San Suu Kyi og har blandt andet været i dialog med USA om forbedringer af menneskerettigheder i landet.
Kilde:
http://politiken....00-fanger/