En dag før det thailandske valg
Skrevet af Webmaster d. 05/02-2005 klokken 14:36:08
Siden valgkampen tog sin begyndelse i januar er der sket 11 drab, som politiet og valgmyndighederne mener er politisk motiverede. Drabene finder ikke kun sted i syden, og derfor er der udkommanderet mere end 170.000 politifolk til at bevogte afstemningssteder landet over.

En lokal kampagneleder for regeringspartiet Thai Rak Thai i den sydlige provins Narathiwat siger, at ingen af partierne tør holde valgmøder efter mørkets frembrud.

I morgen søndag, når Thailand holder parlamentsvalg, står den 54-årige milliardær Thaksin til et genvalg, der synes lige så sikkert, som at danskerne fortsat vil strømme til skandinavernes mest foretrukne feriemål uden for Europa.

Klik her for at læse hele artiklen
Udvidet nyhedstekst
Thailands regeringschef Thaksin, der kaldes 'Asiens Berlusconi' og fører en brutal kurs mod muslimske separatister i landets sydlige del, står til en sikker sejr ved parlamentsvalget i morgen, søndag.

Den asiatiske flodbølgekatastrofe gjorde på rekordtid Thailands regeringschef Thaksin Shinawatra verdenskendt.

Han inviterede statsministrene fra bl.a. Sverige, Norge og Finland til Bangkok og nød det internationale projektørlys, samtidig med at han gjorde det klart, at Thailand ikke behøver økonomisk bistand for at klare genopbygningen efter tsunamien.

Blandt de 100 rigeste
Den opgave har landet penge nok til selv at klare, sagde manden, der ifølge det amerikanske magasin Fortune er blandt verdens 100 rigeste individer og sandsynligvis er Thailands rigeste mand.

På søndag, når Thailand holder parlamentsvalg, står den 54-årige milliardær Thaksin til et genvalg, der synes lige så sikkert, som at danskerne fortsat vil strømme til skandinavernes mest foretrukne feriemål uden for Europa.

Oprør truer
Thaksins formidable evne til at fremstille sig selv og sit land som en af Asiens store succeshistorier kan dog ikke skjule den kendsgerning, at der i relativt kort afstand fra Thailands populære og legendariske badestrande ulmer et separatistisk oprør, der kan udløse nye bølger af bombeattentater, ildspåsættelser, drab og vold.

Spændingerne i landets tre sydlige provinser er ikke taget af, mens opmærksomheden har været rettet mod virkningerne af tsunamien.

Tværtimod er der næsten dagligt rapporter om drab på lokale embedsmænd og politifolk.

11 drab i valgkampen
I løbet af det seneste års tid er mere end 500 blevet dræbt af voldshandlinger i syd.

Siden valgkampen tog sin begyndelse i januar er der sket 11 drab, som politiet og valgmyndighederne mener er politisk motiverede. Drabene finder ikke kun sted i syden, og derfor er der udkommanderet mere end 170.000 politifolk til at bevogte afstemningssteder landet over.

En lokal kampagneleder for regeringspartiet Thai Rak Thai i den sydlige provins Narathiwat siger, at ingen af partierne tør holde valgmøder efter mørkets frembrud.

Bevæbnede lærere
Frygten for den eskalerende vold har fået regionens skolelærere til at forlange håndvåben og skudsikre veste, efter at Thaksins regering har truet med at slå hårdt ned på de militante muslimske grupper.

Og politiske kandidater nøjes ikke med at forlange beskyttelse af militær og politi. De begynder også at hyre private vagtværn og livvagter.

Oprørsleder anholdt i Malaysia
Urolighederne i Sydthailand har rødder flere århundreder tilbage, da der eksisterede et uafhængigt fyrstendømme, Pattani, som omfattede regioner i både det sydlige Thailand og det nuværende nordlige Malaysia.

Som en påmindelse om separatisternes etniske rødder anholdt malaysisk politi tidligere på ugen en formodet oprørsleder, der er malaysisk statsborger, men som menes at have stået bag mange af voldshandlingerne i Thailand.

Regeringen i Bangkok kræver den anholdte udleveret, men parterne er ikke enige om betingelserne.

Står for hård kurs
Thaksin Shinawatra har, siden han første gang blev valgt i 2001, slået til lyd for en uforsonlig kurs mod de sydlige separatister, og det har givet har givet ham en uhørt popularitet i befolkningen.

At regeringen stiltiende accepterer politivold, er der intet nyt eller overraskende i. For et par år siden iværksatte Thaksin en kampagne mod narkotikahandlere over hele landet, hvor politiet foranstaltede drab på næsten 2.500 formodede sælgere af amfetaminer.

Menneskeretsorganisationer protesterede, men blev mødt med tavshed, og den hjemlige opbakning bag Thaksin forblev usvækket.

Asiens Berlusconi
Internationalt vakte Thaksin opsigt, da han i fjor forsøgte at erhverve en 30 procents aktieandel i den britiske sportsklub Liverpool for en formodet købesum på 600 millioner kroner.

Handelen blev ikke til noget, men mindede omverdenen om, hvad 'Asiens Berlusconi' har intentioner om.

Den tidligere politimand Thaksin, der forlod korpset for at tage sig en erhvervslederuddannelse i USA, blev rig på at opbygge et telekom-imperium.

At han derudover kontrollerer flere tv-stationer og fører en skræmmekampagne mod de aviser, som er kritiske over for ham, bidrager kun til sammenligningen med Italiens regeringschef.

Familiefar
Brutalitet eller ej - thaierne elsker og forguder dette nationalistiske og populistiske forretningstalent.

Populariteten afspejler sig i selve partinavnet: Thai Rak Thai, der betyder Thaier Elsker Thaier.

Kærlighed findes som bekendt i mange varianter i Thailand, og drillende sjæle i Bangkok siger, at en af grundene til, at Thaksin er sikker på en overvældende støtte blandt landets kvindelige vælgere, er, at han har opfordret mændene i sit eget parti til at holde op med at have faste elskerinder og at frekventere Bangkoks legendariske massageklinikker.

Selv ynder han at fremstå som den forbilledlige familiefar.

- Artiklen stammer fra Politiken - Hård rigmand står til genvalg i Thailand