Thailands eks-premierminister har søgt asyl i Storbritannien
Skrevet af Webmaster d. 05/10-2017 klokken 16:37:14
Thailands tidligere premierminister Yingluck Shinawatra flygtede for to uger siden fra Dubai til London, hvor hun har søgt politisk asyl. Det skriver CNN, som har talt med en kilde i Shinawatras parti, Pheu Thai Party.
I onsdags blev Shinawatra in absentia dømt for korruption i forbindelse med et kontroversielt risstøtteprogram, som angiveligt har kostet landet milliarder af dollar.
Thailands nuværende premierminister, Prayut Chan-o-cha, fortalte efter rettens afgørelse, at Shinawatra var flygtet til Dubai, hvor også hendes bror, den tidligere premierminister, Thaksin Shinawatra, lever i eksil.
Men ifølge CNNs kilde i Pheu Thai Party skulle Yingluck Shinawatra altså have forladt Dubai og opholdt sig i London de seneste to uger. Der er dog endnu ikke kommet nogen officiel bekræftelse af, at hun befinder sig i London, eller af at hun har søgt politisk asyl.
Shinawatra blev væltet ved et militærkup i 2014, og blev af samme militær anklaget i svindelsagen.
Det er snart et år siden, at den tidligere thailandske konge døde, og landet skal officielt være i landesorg indtil midten af oktober. Kritikere af militærstyret mener, at regeringen selv har hjulpet Shinawatra med at flygte, så der kunne være ro i gaderne, når landesorgen afsluttes.
Regeringen benægter enhver form for indblanding i hendes flugt, men fra begge sider af det politiske spektrum er det blevet udtrykt, at Shinawatra ikke havde mulighed for at flygte så hurtigt og diskret lige inden domsafsigelsen - uden hjælp fra regeringen.
Læs nærmere på: Berlingske