Reformråd afviser juntas forslag til ny thailandsk forfatning
Skrevet af Webmaster d. 06/09-2015 klokken 09:15:16
Et udkast til en ny forfatning i Thailand er søndag blevet nedstemt af et såkaldt reformråd, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ud af rådets 247 medlemmer stemte 135 nej, 105 stemte ja, mens syv afstod fra at stemme.

Udkastet til en ny forfatning var på forhånd blevet kritiseret af demokrati- og menneskerettighedsbevægelser, der især har hæftet sig ved, at forfatningen ville tillade, at militæret til enhver tid ville kunne afsætte den folkevalgte regering og udskifte den med et særligt "krisepanel".

Reformrådet er nedsat af militærjuntaen, og dets afvisning af forfatningskladden er et nederlag for premierminister og general Prayuth Chan-ocha.

Han var kupleder, da militæret efter længere tids uro i gaderne tog magten fra det demokratisk valgte parlament i Thailand i maj sidste år.

Læs nærmere på:
- Råd afviser juntas forslag til ny thailandsk forfatning (DR Nyheder)
- Thailand kan komme et skridt nærmere demokrati søndag (Jyllands-Posten)