Thai Airways frygter ikke konkurrenter
Skrevet af Webmaster d. 11/06-2015 klokken 21:36:02
Qatar Airways og Emirates’ øgning på København i år giver ikke stor bekymring hos Thai Airways’ salgsdirektør. ”Vi flyver direkte København-Thailand – den megen ekstra kapacitet sælges bl.a. til flere udlændinge,” siger Flemming Sonne.

”Ja, Emirates og Qatar Airways øger på København, men det har Thai Airways også gjort. Om sommeren er der nu 23 ugentlige fly fra København, Stockholm og Oslo direkte til Bangkok. Hertil kommer fire direkte afgange fra København og Stockholm om vinteren direkte til Phuket – og hjem via Bangkok,” sagde Thai Airways’ nordiske salgsdirektør, Flemming Sonne, i går ved en sammenkomst i København til standby.dk.

”Den megen ekstra kapacitet, som Emirates og Qatar Airways vil tilbyde på København, giver adgang for flere rejsende indtil København og Skandinavien. Det asiatiske marked vokser kraftigt – det kan Thai Airways også se. Før var meget store andele af vores rejser solgt i Skandinavien, nu sælges stadig flere billetter uden for Skandinavien.”

Thai Airways fortsætter med at være stærkt til stede i Skandinavien med daglige fly fra København, Oslo og Stockholm til Bangkok med fabriksnye Boeing B777-300ER. Også i år bliver der fra juni til august to ekstra ugentlige afgange fra København til Bangkok samt i vinterhalvåret to ugentlige direkte fly fra såvel København som Stockholm til Phuket.

Da Flemming Sonne begyndte hos Thai Airways for 23 år siden, havde flyselskabet syv ugentlige fly til Bangkok – fem fra København og to fra Stockholm.

Læs nærmere på: Thai Airways frygter ikke konkurrenter (Standby.dk)