Undtagelsestilstanden er ophævet i Thailand
Skrevet af Webmaster d. 02/04-2015 klokken 11:15:25
Thailands regerende militærjunta har onsdag annonceret på TV, at den ophæver den militære undtagelsestilstand, der blev indført i hele landet ved et kup for ti måneder siden. Det rapporterer Reuters.

Militæret vil dog fortsat have omfattende beføjelser, da militærjuntaen i stedet indfører en ny sikkerhedsforanstaltning, som gør, at militæret fortsat kan foretage anholdelser uden retskendelse og tilbageholde folk, uden det får konsekvenser.

»Vi har ophævet undtagelsestilstanden i hele landet,« lyder det fra juntaen i erklæring på thailandsk TV.

Thailands konge, Bhumibol Adulyadej, har godkendt ophævelse af undtagelsestilstanden, der blandt andet forbød alle politiske forsamlinger. Der er ingen grund til at have militær undtagelsestilstand længere. Kongen har tilladt, at den ophæves fra 1. april, lyder det i en royal erklæring, der ligeledes blev læst op på tv.

Den nye premierminister Prayuth Chan-ocha, der også er chef for juntaen, fortalte, at undtagelsestilstanden erstattes af Artikel 44, som giver ham magt over alle aspekter af regering, lov og orden.

Flere rettighedsgrupper, politikere og akademikere er bekymrede over den nye Artikel 44, som, de mener, giver Prayuth Chan-ocha ukontrollabel magt.

Læs nærmere på:
- Army grip tightens as Section 44 invoked (Bangkok Post)
- Martial Law Lifted in Thailand (Khaosod)
- Thailand martial law replacement criticised by US (BBC)
- Thailand ditches martial law, replaces it with sweeping new security order (CNN)
- What happens when a foreign journalist challenges the Thai PM over his dictatorship (ABC)
- Thailands junta ophæver undtagelsestilstand (JydskeVestkysten)