Ny kritik af Thailand for slavelignende forhold i fiskeindustri
Skrevet af Webmaster d. 20/02-2015 klokken 18:00:59
Ofre for menneskehandel har ikke fået den hjælp fra Thailand, som landets regering ellers har lovet, siger flere menneskerettighedsorganisationer ifølge den britiske avis The Guardian.
Thailand har heller ikke slået ned på den industri af mellemmænd, der står bag omfattende trafficking og misbrug af arbejdskraft i den thailandske fiskeindustri, som omsætter for mange milliarder dollars årligt. Det fastslår organisationen Environmental Justice Foundation (EJF) i rapporten ”Broken Promises”.
Ofre for menneskehandel bliver stadig udsat for mishandling og angreb på statslige herberger i Thailand.
De statslige inspektører, der skal undersøge, om trafficking-ofre arbejder i fiskeindustrien, undlader igen og igen at få øje på problemerne, påpeger EFJ.
Gruppen kritiserer endvidere, at den thailandske regering ikke håndhæver de love og regler, som allerede eksisterer, og som har til formål at beskytte arbejderne i fiskeindustrien.
Det betyder blandt andet, at der heller ikke er taget et opgør med den omfattende korruption i industrien, ligesom de statslige embedsmænd, der er involveret i trafficking, ikke bliver straffet, lyder det fra EFJ.
Forholdene for arbejdere i Thailand er så ringe, at landet nu rangerer side om side med lande som Iran, Nordkorea og Saudi-Arabien på listen over hvilke lande, der har de værste forhold for arbejdere.
Læs nærmere på:
- Ny kritik af Thailand for slavelignende forhold i fiskeindustri (U-landsnyt.dk)
- Thailand failing to tackle fishing industry slavery, says rights group (The Guardian)
- Environmental Justice Foundation (EJF)