Propaganda-kampagner overdøver brud på menneskerettighederne
Skrevet af Webmaster d. 09/02-2015 klokken 16:07:35
Han har røde kinder, og et stort smil, den lille tegneseriefigur af Thailands leder, General Prayuth Chan-o-Cha, som thailændere kan pynte deres billeder med, hvis de downloader applikationen "Army Sticker" til deres telefon.

App'en er gratis - det er en lille del af kampagnen "Bring lykken tilbage til folket", som det thailandske militær lancerede kort efter de kuppede sig til magten i landet i maj 2014. Som et andet led i kampagnen delte militæret også gratis biografbilletter ud, gav gaver og arrangerede store shows.

Nu lancerer det gavmilde thailandske militær endnu et stort tiltag: "Opdag thaiheden 2015" hedder en ny kampagne, der skal lære både omverdenen og thailænderne selv, hvad "thaihed" er.

Thaihed er alt, hvad vi har lært fra vores forfædre op til i dag. Thailand har en kultur, der er forskellig fra andre lande i Asien, forklarer Thawatchai Arunyik, guvernør for Thailands Turistministerium, der står bag kampagnen.

En del af kampagnen handler om at sætte fokus på et sæt moralske værdier, som General Prayuth Chan-O-Cha har introduceret. Der er 12 værdier, som regeringen opfordrer thailænderne til at følge. Det kan kampagnerne hjælpe med, mener guvernøren: På grund af den moderne teknologi går det alt for stærkt. Nogle mennesker glemmer at opføre sig ordentligt. Jeg vil gerne have, at thailænderne kommer tilbage til den rette vej, siger Thawatchai Arunyik.

Det er imidlertid klassisk propaganda, lyder det fra thailandske Dr. Pavin Chachavalpongpun, der er lektor ved Kyoto Universitet i Japan. Fundamentet for deres legitimitet er skrøbeligt - de kom til magten ved et kup. Så nu er de nødt til at finde på nye tricks hele tiden. Dette her er en metode til at gøre landbefolkningen tilfredse, ved at give gaver og gratis ting, siger han.

For få uger siden udgav organisationen Human Rights Watch deres årlige rapport "World Report" over den menneskeretslige situation i mere end 90 lande.

Ifølge Asien-direktør Brad Adams har menneskerettighederne i Thailand været i "frit fald", siden militæret overtog magten i maj 2014. Han nævner særligt censur af pressen, indskrænkning af ytringsfriheden og en stigning i arrestationer med politisk motiv som problematiske i Thailand.

Læs nærmere på: Propaganda-kampagner overdøver brud på menneskerettighederne (DR Nyheder)