En thailandsk kvinde, der blev anholdt på en massageklinik i Skive, er blevet fængslet foreløbigt til 17.april.
Det blev besluttet under et grundlovsforhør ved retten i Viborg mandag middag.
- Det er med henblik på, at hun skal sendes tilbage til Thailand, når papirerne er i orden, siger anklager Claus Benner fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Kvinden blev anholdt på en kendt massageklinik på Viborgvej 49 i Skive fredag eftermiddag.
Da fængslingen var med henblik på hjemsendelse, kunne kvinden være fængslet i tre døgn, inden hun efter reglerne skulle for en domstol.
Den thailandske kvinde blev sigtet for ulovligt ophold og arbejde i Danmark.
- Hun accepterede - og så fik hun en bøde på 15.000 kroner, siger Claus Benner.
Også en 36-årig kvinde blev anholdt fredag eftermiddag - og sigtet for det samme.
Hun blev dog varetægtsfængslet allerede lørdag, da anklagemyndigheden arbejder på at få hende dømt og udvist gennem en retssag på et senere tidspunkt.