Afføring på vægge og lofte. Sådan sendte bagatel danskere i berygtet fængsel.

Thailand er et yderst populært feriested for rigtig mange danskere, der har brug for et ekstra skud D-vitamin. Her kan man veksle regn, blæst og grå skyer med sol, strand og palmer.

Men lige så kendt landet er som et ferieparadis for mange turister, lige så berygtet er Thailand for sine fængsler.

To danske statsborgere har på egen krop oplevet livet som indsat i en thailandsk fængsel, hvor alt fra mordere til pædofile sover oven på hinanden i overfyldte celler, og hvor 2000 indsatte deler fire kopper med hinanden og får mad, der består af ris og agurkevand.

Inden afgang fra Danmark havde de lejet en lejlighed ned til stranden i Phuket for et år. Meningen var, at de ville finde et arbejde på en bar og tjene til opholdet. Men på grund af visum-reglerne i Thailand, var de nødt til at tage et smut hjem til Danmark hver tredje måned.

I de første tre måneder levede de to venner 29-årige Tarek Cheikh og 41-årige Behdad Omrani det gode liv i det sydøstasiatiske himmerige, men inden turen gik til Danmark første gang, skulle de ti dage igennem det thailandske fængselssystem.

Artiklen fortsætter under billedet ...

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Stoppet i paskontrollen

Da Tharek og Behdad vendte snuden hjem mod Danmark 27. august, vidste de godt, at deres visum var udløbet dagen før. De vidste også godt, at det medførte en bøde på 100 kroner pr dag, man overskred sit visum.

- Jeg har været i Thailand 20 gange og har tidligere prøvet at betale for at være der en dag for meget. Det plejer ikke at være noget problem, fortæller Behdad.

Men så nemt skulle det ikke gå denne gang.

- I stedet for at bede os om at betale de 100 kroner, som loven kræver, vi betaler, så bliver vi afpresset til at betale flere penge, uddyber Tharek.

10.000 kroner og Behdads telefon var kravet. 'I hjælper os, vi hjælper jer', bliver de to thailændere fra turistpolitiet ved med at sige til dem.

Betal, eller ryk direkte i fængsel
De to danskere nægter at lade sig afpresse. De har ikke noget imod at betale de 100 kroner, som det koster at overskride deres visum, men ikke de 10.000 kroner, som turistpolitiet pludselig forlangte.

Den næste halve time blev Tharek og Behdad tilbageholdt og bedt om at underskrive et stykke papir, men det turde de ikke.

- Vi ved ikke, hvad de vil have os til at skrive under på, for det hele står på thailandsk. Vi ved ikke, om vi er ved at blive hængt op på narkosmugling eller det, der er værre. Det stresser os helt vildt, husker Tharek.

De to danskeres stædighed begyndte at irritere de thailandske myndigheder, der tog en hurtig beslutning. En nat i lufthavnens detention, skulle nok få dem på andre tanker.

- Der var afføring på væggene og i loftet. Der stank af urin, og der var ingen aircondition. Det var en meget beskidt celle, husker Behdad.

De næste 36 timer fik de ingen informationer. Mad og drikke var noget, de måtte drømme sig til. Alligevel havde de stadig en vis optimisme. Det rødbedefarvede pas måtte i det mindste give dem en bedre behandling end så mange andre, beroligede de hinanden med.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Delte fire kopper med over 2000 fanger

Efter at have tilbragt halvandet døgn i en møgbeskidt celle i lufthavnen i Phuket blev Tharek og Behdad lagt i håndjern og ført til retten. Seks dages fængsel og en bøde på 600 kroner - 100 kroner for hver dag de skulle sidde i fængsel, lød dommen.

Et par timer efter dommen blev de ført ind i en bus. På vej i bussen forsøgte de febrilsk at få chaufføren til at fortælle dem, hvor de var på vej hen.

- Men han siger ikke noget. Det er først, da en af de andre fanger i bussen peger på sit fængselstøj, at det går op for os, hvor vi er på vej hen.

- Der begynder jeg stille og roligt at skide i bukserne, husker Tharek.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Phuket Prison står der på et stort skilt, da bussen stopper. Et fængsel som er notorisk berygtet for at være et barsk sted, og hvor chancen for at få sygdomme som hepatitis og svamp er mere reglen end undtagelsen.

- Da vi kommer til fængslet, bliver vi ført gennem en port til et område, hvor vi bliver sat ned. Her kigger de alle vores ting igennem for at se, om vi skulle have stoffer eller andet.

- Så beder de os pludselig om at tage vores tøj af, bukke os forover, hvorefter de kigger os op i røven. Der knækkede jeg, fortæller Tharek om den ydmygende oplevelse.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hvem vil hjælpe?

Myndighederne tog makkerparrets telefoner, da de blev anholdt af politiet, og derfor havde de ikke mulighed for at kontakte familie, venner eller andre, der kunne hjælpe dem.

Først efter retssagen lykkedes det dem at overtale en af vagterne til at give dem deres telefoner i nogle få minutter. Det første, der slog dem ind, var at ringe til den danske ambassade i Thailand. De måtte da kunne hjælpe dem, tænkte de.

- Jeg får fat i en, der snakkede engelsk. Jeg siger til hende, at hun skal hjælpe os, og at vi er i fængsel. Men inden hun finder en, jeg kan tale med, tager vagterne min telefon igen, forklarer Tharek.

Samtidig forsøgte Behdad at få fat i det forsikringsselskab, hvor de havde tegnet deres rejseforsikring. Håbet var, at de kunne hjælpe dem med at få fat i den danske ambassade i Thailand.

- Jeg fik af vide, at vores forsikring kun gælder i forhold til sygdom, og at de ikke kan gøre noget som helst. Jeg blev helt chokeret. Vi stod pludselig på bar bund, husker Behdad.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Udlejer blev redning
Vagterne glemte at tage Behdads telefon igen, og da det i bussen gik op for de to, at de er på vej i fængsel, tog han kontakt til den udlejer, som de havde lejet et værelse hos under deres ophold i Thailand.

- Jeg bad hende sende en eller anden herhen, som kunne få vores hævekort, hæve nogle penge, tage til retten, betale vores bøde og komme tilbage med en kvittering, så vi kunne komme ud, fortæller Behdad.

Udlejeren var på ingen måde tilfreds med at blive blandet ind i deres sag, men dagen efter dukkede hendes bror op i fængslet og hjalp drengene med at betale deres bøder.

- Vi troede på det her tidspunkt, at vi ville komme ud af fængslet og blive sat fri i Phuket, forklarer Behdad.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ali og den magiske telefon

Seks dage efter, de skulle være fløjet til Danmark, befandt Tharek og Behdad sig i Bangkok Immigration Detention Centre.

Et sted, der er under hård kritik af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, fordi cellerne er overfyldte, det flyder med sygdomme, ligesom maden, ventilationen og andre basale nødvendigheder ikke lever op til FN's flygtningekonvention.

En ting er den manglende plads og den meget lidt appetitvækkende mad, de bliver budt på. En anden ting er den rå og barske virkelighed, der hærger rum otte, hvor Tharek og Behdad sammen med 145 andre mennesker er klemt sammen på 35 kvm.

For at sikre ro og orden har fængselspersonalet udpeget en leder i hvert rum. Under sig har han et par håndlangere, som sørger for, at de, der ikke makker ret, får en gedigen omgang tæsk.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Genvej til friheden
Lederen i rum otte hedder Ali, og han skulle vise sig at blive de to danskeres genvej til friheden.

- Da vi kommer ind i rummet, beder Ali os om at sætte os ned. Han skal vide hvem, vi er. Hvorfor vi er havnet her og så videre, fortæller Behdad.

Det viser sig, at Ali er af iransk afstamning, ligesom Behdad.

- Vi fik en lille relation. Jeg forklarede ham vores situation, og jeg tror han fik medlidenhed med os, mener Behdad.

Ali skulle vise sig at have lidt flere privilegier end de andre fanger, og det kom Tharek og Behdad til gode. Han havde blandt andet mulighed for at hæve penge til de andre indsatte, så de kunne bestikke vagter og andet fængselspersonale.

- Ali gav os lov til at låne hans telefon i fem minutter. I første omgang var vi nødt til at få ordnet et quicklån, så vi kunne bestikke folk.

Alle skal bestikkes
Efter at have været fængslet og tilbageholdt i syv dage er det så småt ved at gå op for Tharek og Behdad, at de ikke kommer tættere på Danmark, medmindre de bestikker de rigtige folk. En fornemmelse der ikke rokkede sig, da de langt om længe fik talt med repræsentanter fra den danske ambassade i Thailand.

De tilbyder deres assistance til at ringe til Tharek og Behdads familie og venner og forklare dem, hvilken situation, de er havnet i, men det vil koste de to danske statsborgere 1010 kroner pr. påbegyndt time.

Men i og med at det er de thailandske myndigheder, der styrer showet i Thailand, så kan ambassaden ikke garantere, at deres assistance vil få Tharek og Behdad hurtigere ud af fængslet.

- Det er så sindssygt. Vi får jo af vide, at vi bliver nødt til at finde en løsning selv, og at der ikke var så meget, de kunne gøre ved det, fortæller Tharek.

Den eneste løsning, de har tilbage, hvis de vil hurtigt ud, er den samme, som da de blev anholdt. De er nødt til at bestikke sig til frihed.

- Vi skulle have Ali til at købe os flybilletter. Det kunne vi ikke selv, og selvom han godt kunne lide os, så skulle han også bestikkes, forklarer Tharek.

Men før han kunne købe dem flybilletter, skulle han have penge til at bestikke nogen længere op i systemet, så Tharek og Behdads sag blev behandlet hurtigere.

- Bare det at få behandlet vores fingeraftryk hurtigere kostede os næsten 1200 kroner, husker Tharek.

De to gutter vurderer, at det i alt kom til at koste dem 55.000 kroner at bestikke sig til friheden inklusiv flybilletter hjem. Med de gamle returbilletter kommer beløbet op på 65.000 kroner.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Friheden

Efter ti dage i forskellige fængsler, detentionsceller og immigrationscentre, sad Tharek og Behdad endelig i en vogn på vej til Bangkok lufthavn. Selvom det så det ud til, at de var på vej hjem, så nagede tvivlen dem stadig.

- Der var mange, der fortalte os, at selvom vi havde fået vores billetter hjem, så skulle vi stadig bestikke og takke politifolkene, der førte os til lufthavnen. Og hvis vi ikke opførte os ordentlig, så ville vi komme tilbage, fortæller Tharek.

- Og folk kom tilbage, indskyder Behdad.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I lufthavnen foregik check-in med håndjern på og i det samme tøj, som de havde haft på, siden de blev tilbageholdt og fængslet.

- Det er totalt ydmygende, at vi skal udstilles foran alle andre på den måde. Folk kigger på os, som om vi er dybt kriminelle, og det eneste vi har gjort, det er at blive i Thailand en dag for længe, forklarer Tharek.

Det lykkedes de to venner at komme på flyet og hjem til Danmark. Udmattede, grædefærdige og lettede kunne de kaste sig i armene på deres familier, som de næsten ikke havde haft kommunikation med under forløbet.

En retur til Thailand venter ikke lige om hjørnet for Tharek og Behdad.

- Vi skal ikke tilbage til Thailand igen, konstaterer Behdad til slut.