'Alle fly til Europa er aflyst. Yderligere information følger snarest muligt.'
Sådan stod der på de skilte, som Thai Airways passagerer mødte i Bangkoks lufthavn torsdag.
Det lukkede luftrum over Pakistan skabte kaotiske forhold i lufthavnen, hvor flere hundrede mennesker strandede på vej hjem fra ferie.
Den højspændte situation i Pakistan fik onsdag aften landet til at lukke luftrummet for kommercielle fly, og alle flyvningerne fra Thailand til Europa blev aflyst.
Særligt hårdt ramt var de passagerer, som skulle med Thai Airways.
Selskabet har mange flyvninger til og fra Europa, og derfor væltede det pludselig ind med passagerer, der enten ikke kunne tjekke ind i Bangkok, eller ikke kunne komme videre, mens de var i transit under en mellemlanding.
District Sales Manager hos Thai Airways i Danmark, Ulrik Gylstorff, erkender, at informationen i Bangkok har været mangelfuld.
»Det er meget beklageligt. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe, men det er også vigtigt at forstå, at personalet i lufthavnen står i en næsten umulig situation,« forklarer han.
Selskabet er opmærksom på, at situationen i lufthavnen i Bangkok har været kaotisk, og at en del passagerer ikke har følt, at de har fået den nødvendige information af medarbejderne på stedet. Ulrik Gylstorff understreger dog, at der er tale om force majeure.
»Vores medarbejdere i Bangkok har været udfordret på en måde, som de slet ikke er gearet til i den daglige drift. Derfor ender folk i lange køer og med at sove på stole. Det er beklageligt, og vi gør alt, hvad vi kan for at løse situationen,« siger han og forklarer, at de fleste passagerer er ombooket til andre fly.
Et par hundrede danskere sidder torsdag fanget i den thailandske lufthavn, og de kan ifølge Thai Airways danske chef regne med at sætte næsen mod Danmark torsdag aften eller nat. De sidste håber Thai Airways at få på fly i løbet af fredagen.
Nogle har fået tildelt pladser på fly, som i forvejen er fuldt booket, men hvor der er en sandsynlighed for, at der alligevel bliver plads. Andre må regne med at skulle skifte fly undervejs i Europa.
Ulrik Gylstorff har fuld forståelse for, at folk er frustrerede og beklager meget for de gener, passagerne har været udsat for.
Han erkender, at oplevelse giver stof til eftertanke hos selskabet og kan betyde, at Thai Airways vil stramme op på arbejdsgange og procedurer.
»Vi skal helst undgå at komme i en lignende situation en anden gang. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er andre flyselskaber, der har kunnet flyve på trods af det, der er sket. De har haft alternative flyruter godkendt på forhånd. Thai Airways har ikke haft samme backup, og derfor skulle vi først finde nye ruter og få dem godkendt, før vi kunne flyve en alternativ rute. Det tager tid. Det har vi lært på den hårde måde,« siger han.
»Det skal vi evaluere på, når vi har klaret den her kaotiske situation, som vi står i lige nu.«
Læs og se nærmere på: BT
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky
Som man kan se på billedet så flyves der for tiden en "lidt" anden vej end den normale syd om Himalaya og gennem Indien, Pakistan og Afghanistan. Den midlertidige rute øst om Himalaya tager lidt længere tid at flyve - især på udturen ser det ud til.
Der er kun fløjet på Øst om Himalaya-ruten i 2 dage nu, men her er den forskel jeg kan se indtil videre:
TG951 (København -> Bangkok):
Normalt ca. 9½ til 10 timer.
Øst om Himalaya ca. 11½ time.
TG950 (Bangkok -> København):
Normalt ca. 10¾ til 11¼ time.
Øst om Himalaya ca. 11½ til 11¾ time.
Man kan selv følge med på ruterne og tiderne på følgende links:
Restriktionerne i det pakistanske luftrum er blevet ophævet, så Finnair atter kan operere normalt til fire lande i Asien.
Siden slutningen af februar har konflikten mellem Indien og Pakistan om den omstridte Kashmir-region betydet, at dele af luftrummet over Pakistan har været lukket.
Dermed har en række flyselskaber været sendt ud på tids- og omkostningskrævende omveje for at kunne fastholde flyvninger mellem destinationer i Europa og Sydøstasien.
Et af disse selskaber er Finnair, der har været nødt til at justere i tidtabellen og samtidig har advaret kunderne om, at det lejlighedsvist kunne være nødvendigt med mellemlandinger for at tanke brændstof.
Siden den 20. juli har Finnair dog atter kunnet operere normalt, således at flyvningerne fra Helsinki til Thailand, Vietnam, Singapore og Indien ikke længere vil være påvirket af de pakistanske restriktioner, der netop er blevet ophævet.
Læs nærmere på: Check-in.dk