Elefant tramper mand til døde i kendt thailandsk elefantlejr
Da en 58-årig mahout, som er betegnelsen for en elefanttræner, fredag morgen ville tilse en 12 år gammel hanelefant, gik den pludselig amok og slog ham med snablen og trampede på ham adskillige gange. Ifølge thailandske medier blev store dele af hans krop lemlæstet til ukendelighed, og manden døde øjeblikkeligt.
Elephant Nature Park er en af de største elefantlejre i Thailand og har markedsført sig selv som det etisk rigtige valg for turister, som går op i dyrevelfærd. Parken er grundlagt af aktivisten Saengduean Lek Chailert, der i sin lejr plejer omkring 80 elefanter, som tidligere har været brugt i turistindustrien. Derudover driver hun dyrehjem for gadehunde og efterladte katte.
Saengduean Lek Chailert er en skarp kritiker af de elefantlejre i Thailand, som tilbyder rideture og shows med elefanter for turister.
I artikler har hun beskrevet sig selv som en mor for sine elefanter, hvor båndet mellem hende og elefanterne er så tæt, at alle elefanterne kommer og giver hende »et knus«, når hun kalder på dem.
Hun forklarer, at den 12-årige elefant, som hun har givet navnet Hope, var i brunst, da ulykken skete.
Til den thailandske tv-station sagde lejrens direktør, Weerasak Rungchunkul, fredag, at der var blevet sat en skilt op, som havde advaret folk om ikke at overskride en afstand på 40 meter af Hope.
Ifølge den thailandske tv-station Thairath TV var Elephant Nature Park den første lejr i Thailand, der ikke blot forbød elefantridning, men også at lænke elefanterne og at udstyre mahouterne med de stokke, som de normalt bruger til at kontrollere elefanterne.
Det er kun to år siden, at en anden elefant trampede en 20-årig mand ihjel i lejren.
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky