Peters kone overfuset i butik: 'Sådan en udlænding skal ikke komme her og sprede corona'
Mandag eftermiddag var Peter Justs kone, Bunyakorn Poonpunga, på shoppetur.
Men da ruten nåede favoritbutikken H&M, kom hun i karambolage med en fremmed kvinde.
»Kvinden sætter foden i svingdøren og råber efter min kone, at hun skal holde afstand og at 'sådan en udlænding som hende ikke skal komme og sprede corona',« siger Peter Just.
En kommentar, der efterlod Bunyakorn Poonpunga chokeret og paf.
Oplevelsen har sat sig hos Bunyakorn Poonpunga. Også selvom det langtfra er første gang, at hun må lægge øre til den slags i det offentlige rum.
Hun flyttede til Danmark for fire år siden og går på sprogskole for at lære det danske sprog.
Særligt når hun færdes alene, bliver hun mødt med racistiske kommentarer.
»Det er også sket, at en kvinde på gaden har peget fingre ad min kone og råbt: 'ad, corona!', for så at gå i en stor bue uden om hende,« siger Peter Just:
»Jeg prøver at trøste hende med, at 'der altid vil være idioter', men når man oplever den slags hadske kommentarer ofte, så bliver man ked af det. Det sætter sig i hende.«
I 2020 fremlagde Institut for Menneskerettigheder en rapport, der netop omhandlede coronarelateret had mod minoriteter i det offentlige rum.
Her kom det frem, at mange minoritetspersoner – herunder personer med asiatisk udseende – har følt sig særligt udsat for chikane og had under covid-19-epidemien.
Læs nærmere på:
Newsman @ Thailand Portalen
------------------------------------------
Find også Thailand Portalen på:
Facebook - Youtube - X (Twitter) - Bluesky