Jeg er født i Danmark for knap 38 år siden. Det samme gælder mine forældre og deres forældre igen, og så videre ned igennem tiderne er de alle danskere. Jeg har arbejdet og betalt skat, siden jeg var 12-13 år.

Jeg er i fast arbejde nu.

Jeg er altså en helt almindelig dansker med en helt almindelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Den eneste forskel på mig, mine naboer og min familie er, at jeg har giftet mig med en mand, der kommer fra et land uden for EU.

Når man gifter sig med en udlænding fra et ikke-EU-land, er der et selvforsørgelseskrav.

Jeg skal både kunne forsørge min mand og mig selv. Ikke i det omfang, vi selv finder rimeligt, men i det omfang, regeringen fastsætter. Det betyder, at jeg blandt andet ikke må modtage kontanthjælp eller revalidering.

Jeg kan selvfølgelig som dansk statsborger søge om og modtage kontanthjælp, men hvis det sker, vil min mands næste ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse blive afvist. Og hvis valget står mellem kontanthjælpen og familien, er det i praksis det samme som at være afskåret fra det. Hvis jeg vil leve sammen med min mand og mine børn, kan jeg ikke modtage kontanthjælp.

Jeg har ikke noget ønske om at modtage kontanthjælp, men jeg er en ydmyg realist, der ved, at enhvers liv kan tage en uheldig drejning, hvor langtidssygemelding eller ledighed kan medføre, at man i sidste ende havner på kontanthjælp. Her er det så bare, at jeg vil møde en lukket dør.

Jeg betaler stadig skat som alle andre. Jeg kan ikke lade være med at føle, at mit ægteskab, min mand og vores familie på den måde er mindre værdsat af Danmark end alle andre ægteskaber, hvor der kun findes europæiske pas.

Danske statsborgere er frataget deres sociale sikkerhedsnet i alle de år deres udenlandske ægtefælle befinder sig på midlertidige opholdstilladelser. Det diskuteres aldrig, men hverken den udenlandske ægtefælle eller den danske statsborger har mulighed for at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvilket er mere end problematisk når man tager et kig på grundlovens § 75, stk. 2. Den danske statsborger betaler det samme i skat som alle andre danske statsborgere, men har fået frataget en grundlovssikret rettighed, og som reglerne pt. ændres årligt for det permanente ophold er retssikkerheden i forhold til grundloven truet, der er ingen gennemskuelighed for hvornår ens partner har mulighed for at ansøge om permanent opholdstilladelse.

§ 75
Stk. 2.
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.

sudsakhon skrev:

Det er der ingen konventioner, der forhindrer.. -direkte.

Så hvem er dumpet? :-)

Det er lidt søgt at blande konventionerne ind i det, fordi man har lyst til at forskelsbehandle.

Jeg kom med et direkte eksempel, som måske havde løst problemet i den her nævnte sag..

sudsakhon skrev:


Jeg nævnte forfatningsretten i forbindelse med den citerede bestemmelse i GRL.
Så ja, den fortolkning er til dumpekarakter

sudsakhon skrev:
Måske var det på tide, at tænke ud af boksen...der er i al fald noget, der ikke virker. Og for vores fremtidige generationer, er det vigtigt at fikse problemet

Den var heller ikke den del, du dumpede på, men at du nævnte, at vi er bundet af internationale konventioner, som om det er dem, der forhindrer en løsning på problemet i denne tråd - hvad de ikke gør.